Vestas-konkurrent sikrer sig finansiering og justerer strategisk kurs

Udgivet den 04-06-2020  |  kl. 12:17  |  
Arkiv: Foto

Den tyske vindmølleproducent Enercon har været hårdt ramt af nedgang på hjemmemarkedet i Tyskland, men kan nu glæde sig over at have sikret en langsigtet finansiering med banker og sin ejer, Aloys Wobben Stiftung.

Den samlede finansieringspakke, der initialt gælder til udgangen af 2023, omfatter både kredit- og garantifaciliteter, hvilket ifølge en meddelelse fra Enercon sikrer, at selskabet kan tilbyde de nødvendige garantier i forbindelse med store landmølleprojekter på eksportmarkederne.

- Aftalen giver os den planlægningssikkerhed, som er nødvendig for med succes at fortsætte den operationelle turnaround. Jeg er derfor meget glad for, at vi var i stand til at afslutte drøftelserne med et godt resultat, siger finansdirektør Thomas Cobet fra Enercon om aftalen.

KONCENTRERER SIG OM KERNEFORRETNING

Selskabet skriver endvidere, at det efter kollapset på det tyske vindmøllemarked, som i fortiden har været Enercons fokus, fremover koncentrerer sig om de internationale vækstmarkeder.

- Dette hænger sammen med et stærkere fokus på Enercons kerneforretning, som er udvikling, salg og service af landvindmøller og områder associeret direkte med dette, siger Enercons administrerende direktør, Hans-Dieter Kettwig endvidere om strategien fremadrettet.

Som følge af denne strategiske reorientering vil Enercon overføre øvrige aktiviteter, herunder egen drift af vindmøller, energiproduktion og energimarkedsføring, til et nyt joint ventureselskab sammen med energiselskabet EWE.

Enercon var i 2019 ifølge brancheorganisationen GWEC verdens 8. største vindmølleproducent med en markedsandel på 3 pct.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder