Vestas-NEG Micon fusion kører efter planen
Forløbet med at sammenlægge Vestas og NEG Micon blev påbegyndt i marts 2004, og overordnet følger sammenlægningen de planer og mål, som ledelsen opsatte. Det oplyser Vestas koncernen onsdag i sit halvårsregnskab.
Tre meget vigtige områder er allerede på plads. Det drejer sig om gennemførelse af kapitalforhøjelse med henblik på at styrke Vestas finansielle beredskab, at få den nye organisation på plads samt fastlæggelse af fremtidigt produktprogram.
I maj/juni 2004 gennemførte Vestas en kapitalforhøjelse med et nettoprovenu på 282 mio. EUR (2.100 mio. kr.). Forhøjelsen blev gennemført som en fortegningsemission for eksisterende aktionærer, og Vestas kunne den 11. juni 2004 informere om, at emissionen var fuldtegnet.
Den nye organisation i Vestas er også kommet på plads, og alle ledere og nøglemedarbejdere er udpeget. Vestas hovedsæde blev officielt flyttet fra Ringkøbing til Randers ultimo april.
Der er truffet en række valg både på teknologisiden og på aktiviteter vedrørende projektudvikling. Endvidere er det besluttet, at projektudvikling i fremtiden generelt ikke er en del af Vestas forretningsområde. Vestas vil fortsat kunne assistere kunderne inden for relevante faser i projektudviklingsprocessen.
Overordnet forventer Vestas fortsat at opnå omkostningssynergier på mindst 67 mio. EUR (500 mio. kr.) årligt, og at de vil blive opnået successivt mellem 2004 og 2006.
Allerede i 2004 forventer Vestas fortsat at opnå mindst 14 mio. EUR (100 mio. kr.) i omkostningssynergier. Arbejdet med at identificere synergierne er langt fremme, og en række initiativer er allerede gennemført, skriver Vestas.