Aktier/middag: FLS fortsætter op i ellers negativt marked

Udgivet den 05-11-2013  |  kl. 11:27  |  

Fald i Asien, fald i Europa, og så er retningen sat for det danske aktiemarked, der også sætter kursen ned tirsdag.

Det toneangivende aktieindeks, C20 Cap, ligger tirsdag middag 0,9 pct. lavere i 645,21.

FLSmidth, der har fået kursprygl efter nedjusteringer fra kollegerne, ligger i toppen for anden dag i træk på ryggen af den annoncerede storordre mandag. Aktien stiger tirsdag middag 0,7 pct. til 280,80 kr. FLSmidth leverer kvartalsregnskab onsdag.

Kun Lundbeck stiger mere, da den uden selskabsspecifikke nyheder stiger 1 pct. til 122 kr.

Fokus er ellers som de fleste dage i denne måned rettet mod danske regnskaber, hvor William Demant Holding (WDH), G4S og Torm alle fremlagde periodemeddelelser eller kvartalsregnskaber før åbningen.

Blandt de danske selskaber er der fokus på høreapparatproducenten WDH, der tirsdag inden børsåbning præsenterede periodemeddelelse for årets første ni måneder.

WDH gentog sine forventninger til hele 2013. For kerneforretningen - engrossalg af høreapparater - noterer selskabet, at tredje kvartal har udviklet sig bedre end markedet generelt målt på organisk vækst, og at der således er vundet markedsandele i årets første tre kvartaler. Til gengæld vurderer William Demant, at den gennemsnitlige salgspris er faldet i tredje kvartal.

WDH-aktien falder 3,8 pct. til 511,50 kr. - det største fald i C20 Cap ved middagstide.

Vestas skal levere vindmøller til den amerikanske it-gigant Microsoft, der vil øge sin andel af vedvarende energi og derfor har investeret i en 110 MW stor vindmøllefarm i Texas. Vestas skal levere 55 vindmøller til Keechi Wind-projektet, der opføres af udvikleren RES Americas. Projektet ventes færdigt i begyndelsen af 2015.

Vestas falder dog 1,5 pct.

Finansaktierne har reguleringerne malet med rødt. Jyske Bank, Danske Bank og Nordea falder alle omkring 1,7 pct. Den tendens er den samme overalt i Europa. I Stoxx 600-indekset er bankaktier anden mest faldende gruppe ned et fald på 1,1 pct.

Uden for C20 er sikkerhedskoncernen G4S kommet med kvartalsopdatering. Koncernen kom ud af de første ni måneder af 2013 med en organisk vækst på 4,8 pct. Det var særligt "nye markeder", der trak læsset opad med en vækst på 14 pct., mens de etablerede markeder viste en stort set flad organisk vækst. G4S har desuden løfte sløret for de første konturer af selskabets strategiplan.

G4S falder 1,9 pct. til 21,97 kr.

Torm sænkede i sit regnskab for tredje kvartal den øvre ende af forventningerne og venter nu et driftsresultat, EBITDA, på 90-100 mio. dollar og et underskud før skat på 110-120 mio. dollar.

Aktien hos Torm falder 11,2 pct. til 1,76 kr.

Senere tirsdag lander der regnskaber fra Københavns Lufthavne, Mols-Linien, Columbus samt Svendborg Sparekasse.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

17:47 Europa/lukning: Italiensk lastbilproducent tog fronten med tocifret plus
17:44 Europa/lukning: Italiensk lastbilproducent tog fronten med tocifret plus
17:24 Danske Bank rammer højeste niveau i næsten syv år oven på regnskab med gaveregn til ejerne
17:07 Fredagens aktier: Danske Bank i stor optur mens Rockwool blev sendt retur
17:01 Fredagens obligationer: Jobtal og inflationsforventninger fra USA gav let stigende rente
15:42 USA/åbning: Amerikansk jobrapport inden for skiven giver let grøn handelsstart
14:45 Renter stiger, euro svækkes og aktier går yderligere et nøk højere efter jobtal
14:37 Amerikansk jobrapport viser afkøling i januar - men justering skaber andet billede
14:34 USA: Beskæftigelsesrapport viser langt færre nye job
13:53 USA/tendens: Let grøn stemning før vigtige amerikanske jobtal
13:00 Europa/aktier: Italiensk lastbilproducent tager fronten mens marked afventer jobrapport
12:22 Danske Bank tordner frem med rekordresultat men venter mindre opbremsning i 2025
11:57 Obligationer/middag: Jobtal fra USA kan rykke ved stillestående rente
11:42 Aktier/middag: Danske Bank skyder i vejret mens marked venter på Powell
09:58 Råvarer: Oliepriserne er på vej mod tredje ugentlige fald i træk
09:30 Mærsk får hævet anbefalingen af Jyske Bank efter regnskab
09:23 Aktier/åbning: Danske Bank i vejret efter stærkt regnskab i splittet C25
09:04 Obligationer/åbning: Rolig rentestart før jobtal fra USA
08:57 Mærsk får sænket anbefaling til "sælg" af DNB efter regnskab
08:51 Analytiker om Danske Bank: Rekordafslutning på 2024 og bedre end ventet prognose