Rådgiver blev rystet over Trumps ord til Ukraines leder

Udgivet den 29-10-2019  |  kl. 19:39  |  

En toprådgiver for præsident Donald Trump i spørgsmål vedrørende Ukraine siger i et vidneudsagn i et kongresudvalg tirsdag, at han blev stærkt foruroliget over at høre USA's præsidents tale med den ukrainske leder.

I samtalen bad Trump den ukrainske præsident efterforske Joe Biden og dennes søn, og rådgiveren siger, at han straks meldte sagen til en advokat i Det Hvide Hus af hensyn til USA's sikkerhed.

Oberst Alexander Vindman, som er direktør for europæiske anliggender i Det Nationale Sikkerhedsråd, var tirsdag indkaldt som vidne i Repræsentanternes Hus i Kongressen, hvor der tages skridt til en mulig retssag mod Trump.

Vindman er en ukrainsk født amerikansk statsborger, som er dekoreret med tapperhedsmedalje fra krigen i Irak. Han er den første, som vidner for et kongresudvalg om den meget diskuterede telefonsamtale, som Trump havde med Ukraines leder den 25. juli.

- Jeg var bekymret over den samtale. Jeg mente ikke, at det var passende at kræve, at en udenlandsk regering foretog en efterforskning af en amerikansk statsborger. Jeg frygtede også, at det kunne få følger for den amerikanske regerings støtte til Ukraine, siger Vindman.

Vindman var indkaldt som vidne med en stævning fra kongresmedlemmer.

Repræsentanternes Hus vil torsdag stemme om de videre procedurer i forbindelse med en mulig rigsretssag mod Trump.

I et brev til sine partifæller skriver den demokratiske flertalsleder, Nancy Pelosi, at der ved afstemningen vil blive skabt et grundlag for offentlige høringer, hvilket Republikanerne har råbt efter. Høringerne er en del af en indledende efterforskning af USA's præsident i forbindelse med muligt magtmisbrug i Ukraine-sagen.

/ritzau/Reuters

Redaktion

Tags:  USA❯