Mandagens aktier: Zealand og Vestas i topform på positiv aktiedag

Udgivet den 27-05-2024  |  kl. 17:04  |  
Maersk - Container

Vestas indtog mandag næstøverste trin på C25-podiet efter udsigt til en fast og ubetinget ordre til en stor vindmøllepark i Nordsøen samt generel fremgang for de grønne aktier.

Allerøverst endte Zealand Pharma, der fik tiltrængt medvind efter nogle negative dage på børsen i slutningen af sidste uge.

Samlet set lukkede C25-indekset med en fremgang på 0,9 pct. i 1990,41. Dermed vandt eliteindekset mere end fredagens tabte terræn på 0,7 pct. tilbage.

- Vi har et marked, der er præget af, at der er lukket i både Storbritannien og USA i dag. Det er et meget stille marked, der også er præget af en ganske fin udvikling i USA i fredags, udtaler chefhandler Mads Zink fra Danske Bank til MarketWire.

- Der er heller ikke nogen vigtige nøgletal eller andet, der kan påvirke markedet i dag, fortsætter han.

VESTAS OG ØRSTED I HOPLA

Vestas-aktien lukkede med et plus på 4,6 pct. i 198,05 kr. på mandagens andenplads i eliteindekset og Ørsted-aktien fulgte trop med et plus på 2,5 pct. til 411,70 kr.

I relation til Vestas har tyske RWE mandag formiddag annonceret, at selskabet vil bygge to nye vindmølleparker i Nordsøen, der bærer navnet Nordseecluster.

Vestas blev i 2023 valgt som foretrukken leverandør til Nordseecluster, og dagens melding fra RWE har et betydeligt sammenfald med den store, betingede ordre, som Vestas 17. maj kunne løfte sløret for.

Her lød det, at den danske vindmøllekoncern havde indgået en betinget aftale om at levere vindmøller til et havvindmølleprojekt i Nordeuropa på over 1 gigawatt.

Yderligere faldt renten mandag, efter at flere direktører fra Den Europæiske Centralbank var ude at anbefale en rentenedsættelse i forbindelse med rentemødet i næste uge og den franske centralbankchef åbnede endda muligheden for endnu en rentenedsættelse til juli.

- Det betyder meget for den sektor, at renteniveauet kommer ned, forklarer Mads Zink, der pointerer, at sektoren over en bred kam lå med fremgang mandag.

NOVO FÅR NEJ TIL NYT INSULIN I TYPE 1-DIABETES

Et ekspertpanel under de amerikanske sundhedsmyndigheder, Food and Drug Administration (FDA), gav fredag aften dansk tid et skud til boven på Novo Nordisks ugentlige insulin Awiqli i forhold til behandling af type 1-diabetes hos voksne.

Panelet stemte således "nej" til spørgsmålet om, hvorvidt Awiqlis fordele opvejer for risici i forhold til blodsukkerkontrollen hos voksne type 1-diabetikere.

Man bør dog heller ikke være alt for bekymret over den givetvis lidt længere vej til en godkendelse inden for type 1-diabetes, lyder det fra Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos Sydbank.

Han ser nemlig det klart største potentiale i type 2-diabetes, forklarede han i sidste uge til MarketWire.

Novo-aktien blev bundskraber i C25-indekset med et minus på 1,0 pct. til 919,70 kr.

I samme sektor var der til gengæld et solidt rekyl til Zealand Pharma, der steg 5,2 pct. til 617 kr., efter at aktien fredag dykkede 2,7 pct. efter torsdagens sene toplinjedata det såkaldte Dream-studie, der viste et medianvægttab på 4,3 pct. efter 12 ugers behandling med lave doser af Dapiglutid.

Genmab-aktien fik med en fremgang på 1,5 pct. til 1955 kr. også lidt medvind efter fredagens nedtur på 4,9 pct.

Fredagens fald var drevet af hovedkonklusionerne på data for et middel under udvikling til behandling af en lungekræftvariant, som ikke helt kunne leve op til analytikernes forventninger.

DSV og Mærsk var i fokus mandag med en artikel i tyske Handelsblatt, der med henvisning til anonyme kilder skrev, at feltet af potentielle budgivere for det tyske logistikfirma DB Schenker er indsnævret til fire.

Begge de to danske selskaber har tidligere været rygtet som potentielle budgivere for Deutsche Bahns datterselskab, der kan få en pris på mere end 15 mia. euro.

DSV endte mandag med et fald på 0,1 pct. i 1044 kr., mens Mærsks B-aktie steg 0,9 pct. til 12.210 kr.

BRØNDBY MISSER MESTERSKABET

I den helt lille afdeling af børsen var der skuffelse til fodboldklubben Brøndby IF, der søndag missede en matchbold og muligheden for at lade sig kåre til dansk mester med et nederlag på 2-3 hjemme til AGF.

Brøndby dykkede 21,9 pct. til 0,72 kr.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:24 Danske Bank rammer højeste niveau i næsten syv år oven på regnskab med gaveregn til ejerne
17:07 Fredagens aktier: Danske Bank i stor optur mens Rockwool blev sendt retur
17:01 Fredagens obligationer: Jobtal og inflationsforventninger fra USA gav let stigende rente
15:42 USA/åbning: Amerikansk jobrapport inden for skiven giver let grøn handelsstart
14:45 Renter stiger, euro svækkes og aktier går yderligere et nøk højere efter jobtal
14:37 Amerikansk jobrapport viser afkøling i januar - men justering skaber andet billede
14:34 USA: Beskæftigelsesrapport viser langt færre nye job
13:53 USA/tendens: Let grøn stemning før vigtige amerikanske jobtal
13:00 Europa/aktier: Italiensk lastbilproducent tager fronten mens marked afventer jobrapport
12:22 Danske Bank tordner frem med rekordresultat men venter mindre opbremsning i 2025
11:57 Obligationer/middag: Jobtal fra USA kan rykke ved stillestående rente
11:42 Aktier/middag: Danske Bank skyder i vejret mens marked venter på Powell
09:58 Råvarer: Oliepriserne er på vej mod tredje ugentlige fald i træk
09:30 Mærsk får hævet anbefalingen af Jyske Bank efter regnskab
09:23 Aktier/åbning: Danske Bank i vejret efter stærkt regnskab i splittet C25
09:04 Obligationer/åbning: Rolig rentestart før jobtal fra USA
08:57 Mærsk får sænket anbefaling til "sælg" af DNB efter regnskab
08:51 Analytiker om Danske Bank: Rekordafslutning på 2024 og bedre end ventet prognose
08:35 Mærsk får sænket anbefaling af Fearnley efter regnskab
08:18 Aktier/tendens: Danske Bank i fokus efter stærkt regnskab