Råvarer: Oliepriserne stiger igen efter fald mandag aften

Udgivet den 24-09-2024  |  kl. 07:36  |  

Oliepriserne stiger tirsdag morgen efter et fald mandag aften, da Kina mandag annoncerede omfattende pengepolitiske tiltag. De eskalerende spændinger mellem Israel og Hizbollah kan påvirke regionens produktion, mens en orkan i USA kan ramme udbuddet fra Den Mexicanske Golf.

Det skriver Reuters.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster tirsdag morgen 74,54 dollar mod 74,50 dollar mandag eftermiddag. I forhold til mandag aften er prisen steget fra 73,53 dollar. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 71,09 dollar mod 71,10 dollar mandag eftermiddag.

Brent faldt mandag aften til 73,53 dollar for en tønde, mens WTI faldt til 69,99 dollar. Faldene skyldtes i høj grad bekymring blandt investorerne efter skuffende PMI-tal i USA og eurozonen.

Israel og Hizbollah angriber fortsat hinanden efter at tusindvis af personsøgere og walkie-talkier eksploderede i sidste uge. Israel fik i vid udstrækning skylden for angrebet.

Olieproducenterne ved Den Mexicanske Golf evakuerede deres personale fra platformene, da det begyndte at tyde på, at der vil komme endnu en stor orkan på bare to uger. Flere olieselskaber satte mandag produktionen på pause.

Mandag har den kinesiske centralbank annonceret en række omfattende monetære tiltag og støtte til ejendomssektoren for at genoplive økonomien, der kæmper med deflationspres.

På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld tirsdag morgen 2634,25 dollar mod 2630,45 dollar mandag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Oliver Ankjær Christiansen

Tags:  Natural Resources❯ 

Seneste nyheder