Cheføkonom: Skuffende tysk erhvervstillid vidner om dyster krisestemning

Udgivet den 24-09-2024  |  kl. 10:47  |  

Den tyske erhvervstillid (IFO) faldt for fjerde måned i træk og ligger på et kritisk lavt niveau. Det er også dårligt nyt for mange danske virksomheder, mener Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri.

- Der er en meget dyster krisestemning i tysk erhvervsliv, og det er også skidt nyt for mange danske virksomheder. Erhvervstilliden falder for fjerde måned i træk, og ligger på et niveau, der er forbundet med krise, skriver cheføkonomen i et notat torsdag og henviser til, at Tyskland køber danske varer og tjenester for 230 mia. kr. om året.

- Den lave vækst i Tyskland koster ordrer for mange danske virksomheder. Vi sælger færre underleverancer til Tyskland end for to år siden, skriver cheføkonomen videre.

Det tyske IFO-indeks dækker over omtrent 9000 tyske selskabers opfattelse af det nuværende forretningsklima, og hvordan de venter, at de næste seks måneder vil blive. Særligt vurderingen af det nuværende forretningsklima skuffede i september.

- Det er især vurderingen af den aktuelle forretningssituation, som ser meget håbløs ud. Det er kun under finanskrisen og den første store coronanedlukning, at den aktuelle forretningssituation har været værre. Forventningerne til det næste halve år er lidt bedre end da inflationskrisen var på sit højeste, skriver Allan Sørensen.

Det samlede tyske IFO-indeks faldt i september til 85,4 fra 86,6. På forhånd havde analytikerne ventet et mindre fald til 86,0, viser tal fra Bloomberg News.

.\\˙ MarketWire

Frederik Olling Milbæk

Tags:  macro❯ 

Seneste nyheder