USA/tendens: Positiv åbning i vente for teknologiaktier efter ASML-regnskab

Udgivet den 29-01-2025  |  kl. 14:27  |  

Der er udsigt til fortsat revanchering for de amerikanske teknologiaktier fra åbningen onsdag efter de kraftige fald først på ugen, da lanceringen af Deepseeks billigere udviklede AI-sprogmodel sendte Nvidia og andre AI-eksponerede aktier kraftigt retur.

Futuren for det teknologitunge Nasdaq-indeks ligger halvanden times tid før åbningen i New York onsdag 0,4 pct. højere efter stigningen tirsdag på 2,0 pct. - og faldet mandag på 3,1 pct.

For det brede S&P 500-indeks og det industritunge Dow Jones-indeks tyder futures derimod på en næsten uændret åbning kl. 15.30 dansk tid. Tirsdag steg S&P 500 med 0,9 pct., og Dow Jones-indekset endte 0,3 pct. højere.

Der kan meget vel blive tale om et afventende marked frem til annonceringen kl. 20 dansk tid af resultatet af rentemødet i den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

VENTER FASTHOLDELSE AF RENTEN

- Priserne i rentemarkedet er skiftet betydeligt siden det amerikanske præsidentvalg og indikerer stort set nul procent sandsynlighed for en sænkning i dag, siger Amanda Sundström, som er valuta- og rentestrateg hos SEB, til Reuters.

Nvidia har haft nogle dage i vælten efter lanceringen af kinesiske Deepseeks AI-robot, der er udviklet med langt færre ressourcer end andre og derfor muligvis kræver færre investeringer i kunstig intelligens.

Analytikerne peger ifølge Bloomberg News imidlertid på, at der ikke er nogen tegn på, at investeringerne i flere chips vil bremse op i den nære fremtid, og faktisk ser flere, at Deepseeks fremskridt vil gøre det modsatte, nemlig øge efterspørgslen.

Nvidia rettede sig tirsdag da også 8,9 pct. efter det voldsomme fald mandag på 17 pct. I formarkedet onsdag ligger aktien 1,3 pct. lavere i 128,99.

Halvlederrelaterede aktier som Applied Materials og Micron Technology ligger imidlertid til stigninger på 2,4 og 1,4 pct., efter at hollandske ASML har overrasket markant positivt med ordreindgangen i det seneste kvartal.

STARBUCKS STIGER I FORMARKEDET

Kaffekæden Starbucks stiger i formarkedet med 2,0 pct. efter regnskabet for første kvartal, der blev offentliggjort efter børslukketid tirsdag.

Koncernen oplevede i perioden et marginalt fald i omsætningen til 9,40 mia. dollar mod ventede 9,31 mia. dollar. I perioden var der også en negativ udvikling i det sammenlignelige salg på 4 pct., mens et minus på 5,3 pct. dog ifølge Bloomberg News var ventet.

Medicoselskabet Danaher har onsdag derimod skuffet med sit regnskab for fjerde kvartal og falder i formarkedet med 5,5 pct. Omsætningen i kvartalet var ellers lidt bedre end ventet, men investorerne hæfter sig mere ved indtjeningen, som ikke helt levede op til analytikerkonsensus.

Efter børslukketid onsdag kommer der regnskab fra Facebook-ejer Meta Platforms, elbilproducenten Tesla og it-giganten Microsoft.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

09:52 Novo-aktien halveret siden toppen: Farvel til 2300 mia. kr. i markedsværdi
09:30 Novo-aktien halveret siden toppen: Farvel til 2300 mia. kr. i markedsværdi
09:17 Aktier/åbning: Zealand tager gigantisk kurshop på milliardaftale
08:54 Obligationer/åbning: Flad renteudvikling før vigtig inflationsrapport
08:46 Zealands aktiekurs kan stige mere end 30 pct. spår Jefferies
08:43 Zealand Pharma har stor tiltro til kombination mellem kronjuvel og mulig "best in class"-molekyle
08:29 Råvarer: Svagere dollar sender oliepriserne i opadgående retning
08:22 Aktier/tendens: Zealand har udsigt til topplacering i ventet grønt marked
08:17 Zealand Pharma har fundet en partner til Petrelintid: Topchef ser enormt potentiale i overskudsdeling
08:00 Tysk våbenproducent skruer lidt ned for salgsvæksten i år efter rekord i 2024
07:37 Zealand har fået gigantaftale med wauw-effekt i hus mener Nordnet
07:32 Obligationer/tendens: Nye rentestigninger i sigte med fokus på amerikansk inflation
07:22 Zealand Pharma finder schweizisk partner til sin kronjuvel
07:06 Novo får skåret kursmålet hos Jefferies efter skuffende Cagrisema-tal
06:58 EU vil indføre nye afgifter som svar på amerikansk told
06:49 DSV får købsanbefaling hos Jefferies: Ser positivt på strategi og Schenker-opkøb
06:38 Genmab får skåret kursmålet hos Morgan Stanley efter Hexabody-afgørelse
06:37 Asien: Bekymrede investorer forsøger at finde fodfæste
06:35 EU vil lægge told på varer fra USA for 26 mia. euro.
06:34 Ukraine støtter forslag om våbenhvile - USA genoptager militær støtte