Ørsted: Endnu en amerikansk stat lufter ambitioner om havvind

Udgivet den 09-01-2019  |  kl. 07:35  |  
Arkiv: Foto

Det amerikanske marked for havvind er så småt begyndt at tage fart, og nu lufter endnu en amerikansk stat ambitioner om at satse på vindmøller til havs.

Ifølge branchemediet Recharge er østkyststaten New Hampshire interesseret i en kommerciel udvikling af havvind.

Guvernør Chris Sununu har ifølge mediet anmodet om, at der bliver dannet en arbejdsgruppe, som skal stå for potentielle udbudsrunder for lejeretten til arealer til udvikling af havmølleparker.

Det seneste år har andre stater på den amerikanske østkyst som Massachusetts, Connecticut, Rhode Island, New Jersey og New York enten afholdt eller lanceret udbudsrunder for havvind i USA.

Den danske energikoncern Ørsted har flere gange udråbt det amerikanske marked til at være en attraktiv vækstmulighed, og i løbet af det seneste år har selskabet deltaget i flere udbudsrunder for havvind i USA.

I slutningen af december blev Ørsted blevet valgt som foretrukken tilbudsgiver på en havvindmøllepark i Connecticut, og tidligere på året købte selskabet også rivalen Deepwater Wind, som allerede havde vundet udbudsrunder i Rhode Island og Connecticut.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder