Aktier/åbning: Bavarian skiller sig positivt ud i faldende marked

Udgivet den 19-05-2022  |  kl. 09:24  |  
Arkiv: Foto

Store fald præger den danske aktieåbning torsdag efter den voldsomme nedtur i USA torsdag, hvor de store indeks efter dansk børslukketid fordoblede sin nedtur til omkring 4 pct.

Herhjemme ligger C25-indekset efter små 10 minutters handel 1,7 pct. lavere i 1601,11 efter et fald onsdag på 0,6 pct. Nedturen er bredt funderet med fald i 24 af eliteaktierne, hvor kun Bavarian Nordic skiller sig positivt ud med et plus på 3,3 pct. til 145,45 kr.

Bavarian Nordic kan meget vel være påvirket af skriverier om udbrud af abekopper flere steder, herunder i Spanien, Storbritannien og Portugal, da selskabet har en vaccine mod netop abekopper.

Ifølge den britiske avis Guardian har de spanske myndigheder udstedt en underretning om et muligt udbrud af abekopper, efter at 23 personer har vist symptomer på det.

Herhjemme er der desuden fokus på Simcorp efter softwareselskabets regnskab for første kvartal, hvor ordreindgangen overrasker positivt, mens driftsindtjeningen var lavere end ventet.

Simcorp fastholder forventningerne til 2022 i regnskabet, eksklusive ekstraordinære omkostninger på 3-5 mio. euro til støtte af selskabets Ukrainske ansatte og deres familier.

Driftsindtjeningen i første kvartal på 15,5 mio. euro lå under analytikernes forventninger på 22,4 mio. euro, mens ordreindtaget på 26,0 mio. euro var et lyspunkt i forhold til analytikerkonsensus på 20,2 mio. euro.

Simcorp-aktien falder 3,2 pct. til 479,20 kr.

Blandt C25-aktierne ligger Rockwool i bunden med et fald på 4,6 pct. til 1850 kr., og Mærsk-aktierne trækker også godt ned i det samlede billede med fald i omegnen af 3-4 pct. for A- og B-aktierne til henholdsvis 19.420 kr. og 19.760 kr.

ANBEFALING AF ISS HÆVET

Der er en del analysenyheder at forholde sig til torsdag. Blandt de mest iøjnefaldende er en hævet anbefaling af ISS hos HSBC til "hold" fra "reducer" og et løftet kursmål til 125 kr. fra 110 kr. Det fremgår af Bloomberg News.

ISS ligger tæt på uændret i 129,90 kr.

Der er også analysenyt om rederiet Norden, som onsdag opjusterede forventningerne og steg 10 pct. til 308,20 kr. Finanshuset ABG Sundal Collier har efterfølgende løftet kursmålet for aktien med knap 20 pct. til 358 kr. og gentaget en købsanbefaling.

Torsdag morgen falder Norden-aktien 3,7 pct. til 296,80 kr.

Franske Société Générale har desuden kigget nærmere på FLSmidth, og det er mundet ud i et reduceret kursmål på 220 kr. mod før 270 kr. FLS-aktien falder 4,1 pct. til 188,85 kr.

Nordea har derimod fået løftet sit kursmål hos finanshuset JP Morgan til 88,53 kr. fra 81,74 kr., mens anbefalingen fortsat er "overvægt". JP Morgan her desuden hævet kursmålet for Danske Bank med en femmer til 110 kr.

Nordea falder 1,1 pct. til 68,64 kr., og Danske Bank falder 2,0 pct. til 105,70 kr.

Rederi- og logistikvirksomheden DFDS har også været igennem regnearket hos finanshuset RBC Capital, og det har givet et nyt kursmål på 390 kr. mod tidligere 420 kr., mens anbefalingen stadig er "outperform".

DFDS-aktien dykker 2,5 pct. til 270,60 kr.

Der kommer torsdag desuden regnskab fra UIE, STG, Hartmann, Brøndby IF, Ennogie, CPH Capital og KBHL.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯