Aktier/åbning: Genmab i tocifret stigning efter årsregnskab i positiv åbning

Udgivet den 15-02-2024  |  kl. 09:16  |  
Arkiv: Foto

Genmab er torsdag åbnet med et plus på over 11 pct., efter at selskabet efter børslukning onsdag fremlagde årsregnskab og annoncerede hensigten om et aktietilbagekøb for 3,5 mia. kr.

Den tocifrede stigning lander i et i forvejen positivt C25, der fra start stiger 0,9 pct. til 1901,46.

Også Nilfisk har tilegnet sig noget af opmærksomheden efter sit årsregnskab, hvori der spås en pæn vækst i 2024 efter tilbagegang i det forgangne regnskabsår.

GENMAB STIGER OVER 11 pct.

Genmabs årsregnskab modtages særdeles positivt torsdag. Her sendes aktien i vejret med 11,1 pct. til 2085 kr. efter en forlænget åbningsauktion.

Det afsluttede regnskabsår 2023 endte stort set som ventet i markedet for Genmab, der samtidig i det brede perspektiv formår at indfri forventningerne til prognosen for 2024 med sit udspil.

Til gengæld har biotekselskabet annonceret et aktietilbagekøbsprogram for 3,5 mia. kr., der springer i øjnene hos Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos Sydbank.

- Det er i det store hele et 2023, der ender som ventet. Aktietilbagekøbet springer i øjnene, og prognosen er opløftende på toplinjen og indfrier markedsforventningerne på forhånd, siger han til MarketWire.

Finanshuset Jefferies har efter regnskabet sænket kursmålet for aktien til 2150 kr. fra 2400 kr. og fastholdt anbefalingen "hold", skriver Bloomberg News.

Kollegaerne hos Dansk Bank er derimod mere positive. De fastholder anbefalingen "køb" og et kursmål på 3000 kr. for Genmab efter regnskabet, fremgår det af en kort kommentar. Efter regnskabet løfter banken forventningerne til salget af Darzalex og Epkinky samt reducerer skønnet for forsknings- og udviklingsomkostninger.

Hos Jyske Bank fastholdes også kursmålet og anbefalingen, der lyder på henholdsvis 2850 kr. og "køb".

NYE KURSMÅL TIL EN HÅNDFULD AKTIER

Pandora har fået løftet kursmålet med lige knap 20 pct. til 1255 kr. fra førhen 1050 kr. af den amerikanske investeringsbank Citi. Det fremgik af data fra Bloomberg News onsdag efter børslukketid. Anbefalingen af aktien fastholdes på "køb". Pandora stiger 0,8 pct. til 1113 kr.

Carlsberg får løftet anbefalingen for aktien til "market perform" fra "underperform" hos Svenska Handelsbanken, der samtidig hæver kursmålet med en halvtredser til 1150 kr. Aktien handles marginalt lavere i 929,80 kr.

GN får løftet kursmålet hos Redburn Atlantic til 230 kr. fra 200 kr. Anbefalingen er uændret "køb". Det fremgår af Bloomberg News. GN stiger 1,9 pct. til 179,15 kr. kun overgået af Genmab i C25.

Bavarian Nordic har fået sænket kursmålet hos amerikanske Citi til 294 kr. fra 320 kr. Anbefalingen er dog forsat "køb". Kursmålet indikerer da også et potentiale på 89 pct. i forhold til onsdagens lukkekurs på 155,55 kr. Torsdag ligger aktien stort set uændret i 155,35 kr.

Vestas' kursmål er hævet til 170 kr. fra 155 kr. hos Fearnley. Børshuset fastholder anbefalingen "hold" for vindmølleproducentens aktie. Også Vestas-aktien ligger stort set uændret i 188,28 kr.

NILFISK SKUFFER I FJERDE KVARTAL

Uden for C25-indekset har Nilfisk leveret regnskab for 2023 og givet udsigter for indeværende år.

Nilfisk-aktien stiger 1 pct. til 128 kr.

Selskabet skuffer i fjerde kvartal, hvor både omsætning og driftsmarginen, EBITDA, har udviklet sig værre end ventet af analytikerne. Udsigterne for 2024 er dog bedre end ventet.

Omsætningen i de sidste tre måneder af 2023 endte på 252,9 mio. euro mod 270,3 mio. euro i samme periode året før. EBITDA-marginen før særlige poster faldt samtidig til 13,9 pct. fra 14,6 pct. sidste år.

Til sammenligning havde analytikerne ventet en omsætning på 257,3 mio. euro og en driftsmargin på 14,5 pct. i kvartalet. Det viser estimater indsamlet af Nilfisk fra fire analytikere.

Nilfisk venter i 2024 en organisk vækst i omsætningen på 3-6 pct. og en driftsmargin, EBITDA, før særlige poster på 13-15 pct. Det skal ses i forhold til analytikernes forventninger om en EBITDA-margin 13,6 pct. og en organisk vækst på 2,2 pct. I regnskabsåret 2023 omsatte Nilfisk for 1033,6 mio. euro, mens driftsmarginen, EBITDA, før særlige poster landede på 11,9 pct.

.\\˙ MarketWire

Claus Mikkelsen

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:54 Europa/lukning: Uønsket konkurrence pressede Delivery Hero i positivt marked
17:49 Porsches indtjening ramt af sløjt salg i Kina og opdaterede modeller
17:06 Fredagens obligationer: Luften gik af renteballonen efter inflationstal
17:05 Fredagens aktier: Mærsk sejlede forrest i lettet C25 efter inflationstal
16:29 Novos ugentlige insulin skal vurderes i USA 24. maj
16:01 USA: Michigan-indekset blev revideret ned i endelig opgørelse for april
15:35 USA/åbning: Positive regnskaber tager igen fokus efter fastholdt inflation
15:26 Tesla igen i myndighedernes søgelys: Undersøger tilbagekaldelse af 2 mio. biler
14:45 Lille aktielettelse efter uændret amerikansk kerneinflation
14:44 Valuta: Svækket yen skaber bekymring - dollar holder stand efter inflationstal
14:33 USA: Privatforbruget steg mere end ventet i marts
14:32 USA: Kerneinflation holdt niveau i marts
14:17 Aktivistinvestor øger aktiepost i ombejlede Anglo-American
13:50 USA/tendens: Stærke regnskaber fra Microsoft og Alphabet løfter humøret
13:47 Amerikanske oliekæmper falder i formarkedet efter skuffende regnskaber
13:03 Shape Robotics sikrer sig ordre på 224 mio. kr.
12:32 Coloplast er overbevist om at sårplejeprodukter lever op til nye tilskudskrav i USA
12:26 Boozt-direktør ser solskin forude efter udfordrende start på året
12:18 Europa/aktier: Thyssenkrupp topper grønt marked efter håndsrækning fra milliardær
12:04 Obligationer/middag: Renten siver fortsat inden vigtige amerikanske inflationstal