Aktier/åbning: Hug til Lundbeck og SAS

Udgivet den 08-08-2012  |  kl. 09:20  |  

Investorerne vender tommelen nedad for regnskaberne fra Lundbeck og SAS, som begge falder fra aktieåbningen onsdag, mens TDC derimod ligger næsten uændret efter sit halvårsregnskab. Efter 15 minutters handel ligger C20-indekset 0,3 pct. lavere i 487,54.

Lundbeck var uventet underskudsgivende i andet kvartal, hvor selve driften (EBIT) gav et negativt resultat på 118 mio. kr. mod et ventet overskud på 173 mio. kr., ifølge SME Direkt. Omsætningen landede endvidere på 3562 mio. kr., hvilket ligeledes var lavere end ventet, da analytikerne her havde estimeret 3609 mio. kr.

Regnskabet vækker bekymring hos Alm. Brand Markets analytiker Michael Friis Jørgensen. Han hæfter sig ved, at Lundbecks bedst sælgende lægemidler er under pres fra sundhedsreformer i Europa.

- Det er et svagt regnskab på mange fronter, konstaterer Michael Friis Jørgensen over for Ritzau Finans og peger blandt andet på et fald i salget af Lundbecks største lægemiddel Cipralex på 5 pct. i Europa til 864 mio. kr. i andet kvartal.

Medicinalkoncernen dæmper i øvrigt salgsforventningerne til hele året, da ledelsen nu finder det sandsynligt, at salget vil ende i den lave ende af det tidligere annoncerede forventningsinterval på 14,5-15,2 mia. kr. Lundbeck-aktien falder 4 pct. til kurs 113,7.

SAS falder desuden 5,9 pct. til kurs 4,99 efter sit regnskab, som viste et nettooverskud i andet kvartal på 320 mio. skr. mod 551 mio. skr. i samme periode sidste år. Det var lavere end ventet af analytikere adspurgt af SME Direkt. De havde ventet et nettooverskud på 559 mio. skr.

Heller ikke TDC formåede helt at indfri analytikernes forventninger med et nettoresultat i andet kvartal på 623 mio. kr. mod et overskud på 561 mio. kr. i 2011 og en forventning i markedet om et resultat på 644 mio. kr. ifølge SME Direkt. Nordea betegner dog regnskabet som solidt, og aktien sætter sig da også blot 0,4 pct. til kurs 41,57.

Danske Bank er fortsat i fokus efter tirsdagens halvårsregnskab, der var noget bedre end ventet. Banken går ifølge Børsen klar til et frasalg af Danica - et salg, der vurderes at kunne indbringe omkring 20 mia. kr. Bankens kursmål er hos Nomura i øvrigt blevet hævet til 94 kr. fra 90 kr. Aktien ligger 0,1 pct. højere i kurs 96,1 efter en stigning tirsdag på 6,7 pct.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

13:06 Europa/aktier: Danske selskaber indtager top og bund i faldende Stoxx 600
12:59 Carlsberg ventes at komme tilbage med nyt bud på læskedrikkoncern vurderer finanshus
12:11 Carlsberg opkøbsplaner i Storbritannien vækker skepsis hos amerikansk storbank
12:10 Obligationer/middag: Forstærkede rentefald efter vigtige nøgletal
11:53 Aktier/middag: Zealand i rekord efter stærke data mens Carlsberg trækker ned
11:30 Carlsberg kan bringe kreditvurdering i fare med nye opkøbsplaner
11:00 Svitzer får sat kursmålet op med 14 pct. af Citi efter opjustering
10:35 Carlsberg aktie dykker 8 pct. efter afvist bud - analytikere peger på årsager
10:18 NKT køber portugisisk kabelproducent for 1,4 mia. kr.
10:15 Carlsberg aktie dykker 8 pct. efter afvist bud - analytikere peger på årsager
10:01 Carlsberg har fået afvist bud på 27 mia. kr. på britisk læskedrikproducent
09:56 Analytiker: Tyske og franske aktivitetstal peger på afkøling
09:41 Carlsberg har fået afvist bud på britisk læskedrikproducent
09:36 Tyske aktivitetsindeks skuffer med fald i juni
09:28 Analytikere stemmer i med topchef: Zealands nye fedmedata viser "klar vinder"
09:19 Aktier/åbning: Zealand tager tigerspring på data - Carlsberg i bund på floppet tilbud
09:17 Carlsberg har fået afvist bud på britisk læskedrikproducent
09:10 Spotpriserne på containerfragt fortsætter frem for 11. uge i træk
08:45 Obligationer/åbning: Renten falder forud for aktivitetsmålinger
08:33 Zealand får løftet kursmål hos Kempen efter fedmedata