Aktier/åbning: Uventet optimistisk Fed giver nervøsitet

Udgivet den 20-06-2013  |  kl. 09:17  |  

Stemningen på de europæiske aktiebørser er torsdag morgen tydeligt præget af, at investorerne allerede i år må vente en reduktion i den amerikanske centralbanks ekstraordinære stimuli, som har været med til at holde hånden under aktiemarkederne på et tidspunkt, hvor vækstudsigterne var usikre.

Det toneangivende danske aktieindeks, C20 Cap, ligger efter knap 10 minutters handel til et fald på 1,1 pct. i niveau 553,38. Indekset klarer sig dog ikke ringere end de store markeder i både Storbritannien, Frankrig og Tyskland, hvor de ledende aktieindeks er faldet med i størrelsesordenen 1,3 til 1,8 pct.

Finansmarkederne har generelt reageret negativt på rentemødet i Federal Reserve sent onsdag, hvor centralbankchef Ben Bernanke slog en lidt mere positiv tone an, end markedet havde ventet. Hvis ellers bankens forventning om en fortsat bedring af beskæftigelsen, understøttet af en moderat vækst, som gradvist bedres de kommende kvartaler, og en inflation, der nærmer sig 2 pct., holder stik, regner Fed med, at centralbanken kan begynde en gradvis reduktion af de månedlige obligationsopkøb senere i år.

- Markedet er negativt fra morgenstunden oven på udviklingen i USA og Bernankes tale. For selvom det er et udtryk for, at det går bedre i amerikansk økonomi, skal vi lidt ned. Det er lidt af et paradoks, men det vil ikke desto mindre være det, der vil være tilfældet, sagde Ole Kjær Jensen, afdelingschef i Sydbank, før åbningen og tilføjede, at aktiemarkederne ikke kun er faldet i USA, men også i BRIK-landene og i Asien.

- Bernanke var nok lidt mere positiv på økonomien, end de fleste havde regnet med, og det gør også, at man frygter en udfasning af de kvantitative lempelser, men hvornår det sker, er så det store spørgsmål. Derfor vil man holde meget øje med de kommende nøgletal, og især jobrapporten, fortsatte han.

Bernanke sagde blandt andet, at den pengepolitiske komite overordnet vurderede, at de nedadgående risici for økonomien og arbejdsmarkedet er reduceret siden foråret, men at den vil fortsætte med at evaluere de økonomiske forhold og risici, som de udvikler sig. Estimatet for arbejdsløsheden for i år og næste år blev sænket, mens estimatet for væksten blev henholdsvis sænket og hævet lidt for 13 og 14.

Til trods for en ordre på vindmøller med en samlet kapacitet på 51 megawatt til det svenske marked er Vestas nederst i C20 med et fald på 2,2 pct. til 73,10 kr. Pandora, der onsdag meddelte, at selskabets udviklingsdirektør har opsagt sin stilling for at forfølge en bestyrelseskarriere, falder 2,2 til 178,6 kr.

Nordea er åbnet 1,4 pct. lavere i 64,80 kr., selvom JPMorgan har løftet sin anbefaling for den nordiske finansaktie til "overvægt" fra "neutral" med kursmål 75,56 kr. Det viser data fra Bloomberg News.

Novo Nordisk er eneste C20-aktie i plus - om end et beskedent et af slagsen på 0,1 pct. til 888,50 kr.

S&P sent onsdag sin kreditvurdering af Novo Nordisk til "AA-" fra tidligere "A+" med stabile udsigter. Standard & Poors er særdeles positivt indstillet på det danske medicinalselskab Novo Nordisks vegne. Instituttet vurderer, at risikoprofilen er solid, og at Novo har en god chance for at blandt sig mellem de absolut største selskaber i medicinalindustrien inden for en overskuelig fremtid.

- Opgraderingen afspejler vores vurdering af Novo Nordisks forbedrede forretningsmæssige risikoprofil og vedholdende finansielle profil. Vi mener, at Novo Nordisk har en god chance for at blive en af verdens 10 største farmaceutiske virksomheder inden for en periode på fem år, da vi forventer holdbar vækst i volumen som følge af et stigende antal globale diabetespatienter, og fordi selskabet har nye lovende innovationer indenfor diabetesbehandling, skrev S&P i en kommentar til ændringen.

William Demant er åbnet 0,7 pct. lavere i 466,70 kr. Når høreapparatproducentens kapitalmarkedsdag går i gang senere i dag, vil fokus især være på salgspriser og markedssituationen. Det vurderer analytiker hos Sydbank, Morten Imsgard, over for Ritzau Finans.

/ritzau/FINANS

Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder