Aktier/åbning: Vestas i top og Mærsk i bunden af positivt C25

Udgivet den 27-12-2023  |  kl. 09:14  |  
Maersk

Et par store ordrer til Vestas sender fra åbningen onsdag vindmølleproducentens aktie til tops i et fortsat stigende dansk eliteindeks, C25, mens Mærsk falder tilbage store stigninger op til jul.

Efter små fem minutters handel ligger C25-indekset 0,2 pct. højere i 1807,30, hvilket er det højeste niveau siden august.

- Selvom aktiviteten på de finansielle markeder er meget behersket her mellem jul og nytår, er risikoappetitten stadig intakt, konstaterer Jyske Bank i et notat onsdag morgen.

Vestas har startet årets tredjesidste handelsdag med et plus på 3,7 pct. til 208,35 kr., da selskabet har suppleret fredagens pæne ordreflow op med yderligere en ordre lørdag på 945 megawatt i USA og en kontrakt i Australien tirsdag på 254 megawatt.

Mærsk-aktierne falder derimod næsten 5 pct. fra start. B-aktien i rederikoncernen ligger 4,5 pct. lavere i 12.210 kr.

A.P. Møller-Mærsk er allerede i gang med at forberede sig på at genoptage skibstrafikken i Det Røde Hav i både østlig og vestlig retning.

Det sker, efter at en amerikansk-ledet operation til beskyttelse af skibe i området er blevet stablet på benene.

Præcis hvornår Mærsk vil genoptage skibstrafikken i Det Røde Hav, fremgår ikke, men det vil ske, så snart det er operationelt muligt, fremgik det søndag af en pressemeddelelse fra rederiet.

En hurtig genåbning af sejladsen igennem Det Røde Hav og Suez kan sende raterne ned igen efter store ratestigninger i sidste uge, efter at rederier sendte skibe sydom Afrika.

Zealand Pharma har fået afvist en registreringsansøgning på grund af problemer i produktionen hos tredjepart. Det er de amerikanske sundhedsmyndigheder der i et såkaldt "complete response letter", udskyder behandlingen af ansøgningen af Dasiglucagon til forebyggelse og behandling af medfødt lavt blodsukker hos spædbørn og børn.

Beslutningen skyldes fund ved et besøg hos en tredjepart - der står for at fremstille lægemidlet for det danske selskab. FDA udtrykker dog ingen bekymringer vedrørende den kliniske datapakke eller sikkerheden af lægemidlet.

Zealand Pharma skal derfor genindsende registreringsansøgningen for Dasiglucagon.

Zealand Pharma-aktien falder 2,1 pct. til 363,20 kr.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Seneste nyheder