Aktier falder på kort sigt efter præsidentvalg i USA siger Saxo Bank
Investorer med en længere tidshorisont bør ikke frygte udfaldet af tirsdagens amerikanske præsidentvalg, men på kort sigt kan der være fald i sigte.
Det vurderer Saxo Banks investeringsstrateg Oskar Barner Bernhardtsen tirsdag, hvor de amerikanske vælgere skal stemme om den næste amerikanske præsident.
- På længere sigt lader det historisk til, at aktiemarkedet stiger, hvad end der kommer en demokrat eller republikaner som præsident, vurderer investeringsstrategen.
På helt kort sigt siger statistikken siden 1980'erne dog, at det amerikanske S&P 500-aktieindeks typisk falder i de fem første dage efter et valg.
I gennemsnit er S&P 500-indekset faldet med 1,4 pct., hvis en demokrat er valgt til præsident, mens det er faldet med 0,7 pct., hvis en republikaner er valgt til præsident.
- Man skal nok ikke drage den helt store konklusion til, at aktiemarkedet står til at falde de næste 5 dage, men rent statistisk set, har der altså være en negativ tendens i det amerikanske aktiemarkedet kort tid efter valgdagen, skriver Oskar Barner Bernhardtsen.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯