AKTIER: KFX fortsætter op - rift om APM, Vestas og Lundbeck

Udgivet den 12-02-2004  |  kl. 11:51  |  

Det danske aktiemarked fortsatte den seneste tids pæne stigninger torsdag formiddag ovenpå Alan Greenspans udskydelse af en amerikansk renteforhøjelse, hvilket medførte stigende aktier i USA og Asien.

Kort før middag lå det toneangivende KFX-indeks 3,18 point (1,2 pct.) højere i 278,33 og nærmer sig således modstanden i 282.

Stigningen sker på trods af en yderligere svækkelse af dollaren, som ifølge flere markedsdeltagere snart vil teste niveauet 1,29 USD mod euroen og dermed sætte nye bundrekorder. I så fald kan det medføre negativ fokus på dollarfølsomme aktier i næste uge.

Der er fortsat rift om A.P.Møller, Lundbeck og vindmølleaktierne, men også Danske Bank, Danisco og SAS er efterspurgt i dagens handel.

APM-Mærsk B fik onsdag eftermiddag bugt med modstanden i 50.000 og er i første omgang på vej mod sin hidtidige top i 53.100. Brydes denne, hedder næste stop 62.200. Aktien ligger til middag 1,6 pct. højere i 51.500.

Vestas er steget 4,1 pct. til 114, hvor der er stærk modstand. NEG Micon ligger 4,6 pct. højere i 113. De republikanske medlemmer af det amerikanske senat har meddelt, at de anbefaler en forlængelse af den særlige skatterabat til vedvarende energikilder, herunder vindenergi - den såkaldte PTC-ordning. Forslaget er vedtaget i Repræsentanternes Hus og mangler nu godkendelse i Senatet, der ifølge Reuters vil debattere frem til slutningen af februar.

Forslaget indebærer skatterabatter til en værdi af 15 mia. dollar mod tidligere forslag om 18 mia. dollar. En godkendelse skal debatteres på mødet den 26. februar.

Danske Bank er i dag og fredag på road show i London, hvor selskabet holder præsentation for analytikere og investorer. Dette påvirker Danske Bank-aktien positivt, og den er torsdag steget med 1,8 pct. til 144,50.

Genencor ventes at offentliggøre regnskabstal i aften, hvilket vil kunne påvirke danske Danisco. Samtidig er det i morgen fredag, at Danisco ifølge rygterne vil offentliggøre købet af Rhodia's ingrediensforretning. Danisco handles 1,4 pct. højere i 289.

Der blev afholdt analytikermøde i SAS fra kl. 9 i morges, og dette har tilsyneladende haft en positiv indvirkning på aktiekursen, der er steget 4,9 pct. til 53,50 kr.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder