AKTIER: KFX uforandret - Fokus Danske Bank, NEG Micon, SAS og Torm

Udgivet den 15-11-2000  |  kl. 18:02  |  

København--15. november--NetPosten--KFX-indekset sluttede onsdag nogenlunde uforandret med en fald på 0,7 point (0,21 pct.) i indeks 326,09. Det er lidt af en skuffelse, da markedet fra morgenstunden havde sat næsen op efter nogle pæne stigninger ovenpå de voldsomme positive kurskorrektioner på Nasdaq. Teknisk synes markedet at være i en nedtrend og positive nyheder benytter markedet til at sælge på. Markedet ses teknisk at bevæges sig mellem indeks 310 og 335. Et brud heraf kan indikere en trendvending.

Danske Bank handles ned på regnskabsforventningerne som offentliggøres torsdag. Resultatet er muligvis afhængig af hensættelsespolitikken på det store engagement i Xerox Corp., og hvordan engagementet løbende har været afskrevet over hensættelseskontoen. Resultatforventningen går på knapt 6 mia. kr. før skat og incl. Real Danmark på knapt 7,7 mia. for 9 mdrs. perioden. Danske Bank sluttede onsdagen i kurs 127 minus 5.

NEG Micon reagerer voldsomt negativt og falder med 25 kr. til kurs 465. Angiveligt skyldes det en sælg-anbefaling fra Danske Bank. Kursfaldet smitter af på hovedaktionæren Schouw og Co., der måtte se sin kurs beskåret med 15 kr. til kurs 425. - Schouw & Co. er et udmærket alternativ til en direkte investering i en vindmølleaktie. Selskabet sælger med en betydelig rabat i forhold til indtjening, værdier og risiko, siger en aktiechef dog til NetPosten.

Tele Danmark steg med 8 kr. til kurs 377, GN Store Nord steg med 5 kr. til kurs 160 og NKT steg 75 kr. til kurs 2200. i-data havde det svært, og må igen i dag se, at der bliver skåret 37 kr. af kursen og i-data sluttede i kurs 623.

Den nye ledelse i Torm demonstrerer, at de mener business, når de taler shareholder value. Ledelsen er begyndt med "asset play", hvor de gode konjunkturer på skibe benyttes til at realisere værdierne. Tirsdag opjusterede de regnskabet med fra 125 mio. kr. til 160 mio. før skat og onsdag morgen endnu en opjustering efter salg af skib. Samtidig kontraherede selskabet 2 nye skibe på et værft i Korea. Årsresultatet for 2000 forventes nu at blive på ca. 240 mio. kr. Torm steg til kurs 575 en stigning på 12 kr.

SAS norske konkurrent Braathens opgiver en række flyvninger mellem Norge og England, men også flere indenrigsruter vil blive nedlagt. Det betyder, at SAS næsten får monopolagtig status på indenrigsruterne i Norge. Da SAS erfaringsmæssigt har en stor indtjening på de skandinaviske indenrigsruter vil dette sandsynligvis bevirke en forøget indtjening til næste år. SAS sluttede i kurs 77,5 - et fald på 50 øre.

Spar Nord har onsdag afgivet købstilbud på de resterende 33 pct. udestående aktier i Aars Bank. Købstilbuddet lyder på 10 kr. pr. aktie, hvilket er 67 pct. højere end kursen den 13. november 2000, hvor den var 6 kr. Målet med købstilbuddet er at erhverve en større aktiebesiddelse forud for en fusion med Aars Bank. Ifølge Spar Nord Bank har Aars Bank gennem de seneste ti år haft en klart utilfredsstillende indtjening, med en ledelse, der ikke har ønsket at gennemføre de ændringer, som Spar Nord Bank har foreslået. Aars Bank sluttede i kurs 9,7, en stigning på 3,7 kr.

Sophus Berendsen, der er regnskabsaktuel torsdag, bliver handlet op på forventninger om en mindre opjustering af resultat og omsætning. Sophus B sluttede 2 kr. højere i kurs 181.

Udgivet af: NPinvestordk