AKTIER: Konsolidering efter tirsdagens store kursstigninger

Udgivet den 11-12-1996  |  kl. 09:35  |  

Det danske aktiemarked ventes onsdag at konsolidere sig på højere niveauer, efter at kurserne steg markant tirsdag. Det vurderede en aktiehandler i en stor dansk bank onsdag formiddag over for NetPosten. Dagens børsstart tydede da også på konsolidering. KFX-indekset var således faldet med små 0,30 point til indeks 132,04, uden at der havde været tale om noget decideret salgspres.

Med til at underbygge forventningen om en dag uden de store kursbevægelser var det faktum, at det amerikanske aktiemarked torsdag aften sluttede på stort set uændrede niveauer.

Markedet ventes onsdag at være følsomt over for, hvorvidt der melder sig udenlandske investorer i markedet. Det var således udlændinge, der drev kurserne op onsdag, men udebliver de i dag kan det ende med et lille minus, hvorimod en aktiv udenlandsk markedsdeltagelse kan betyde et lille plus på kurserne.

Blandt de papirer, der ventes at komme i fokus onsdag, er regnskabsaktuelle Radiometer. Derudover ventes BG Bank, som er kørt godt op de seneste par dage, at kunne stige yderligere. Obligationsmarkedet ventes dog at være yderst stille onsdag, hvilket taler for en stille dag for bank-aktierne generelt.

Blandt sidepapirerne ventes der ikke at være nogen specielle interesser onsdag.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder