AKTIER: Rentesænkning giver aktier et spark opad - Fokus på amerikanske investeringsbanker

Udgivet den 19-09-2007  |  kl. 17:17  |  

Gårsdagens amerikanske rentesænkning på 0,5 pct. point. har dagen igennem for alvor givet de danske og europæiske aktier et spark opad.

Det toneangivende OMXC20-indeks endte dagen med en stigning på 2,21 pct. til indeks 494,53.

Der har de seneste par dage været stor fokus på de amerikanske investeringsbanker Lehman Brothers, Morgan Stanley, Goldman Sachs og Bear Sterns som leverer tredje kvartals regnskaber i denne uge. Investorer har frygtet det værste efter den seneste tids subprime-krise, men indtilvidere har bankerne ikke skuffet markedet fælt.

Mens Lehmann Brothers i går leverede et solidt resultat, leverede Morgan Stanley i dag et resultat som ikke var dårligt, men dog en smule under forventningerne i markedet. Omsætningen for tredje kvartal ramte USD 270.000 under konsensus i markedet, men steg 13 pct. sammenlignet med samme kvartal sidste år, til USD 7,96 mia.

Markedet var dog hurtig til at fortrænge den dårlige nyhed og kom hurtigt videre. Bear Sterns og Goldman Sachs er klar med tredje kvartals regnskaber i morgen. Begge før det amerikanske marked åbner. Bear Sterns ventes at kunne opnå et EPS (resultat pr. aktie) på 1,78 USD i tredje kvartal, mens forventningerne til Goldman Sachs lyder på EPS 4,37 USD.

Der blev også offentliggjort positive tal for august måneds forbrugerpriser og for påbegyndt boligbyggeri i USA.

De amerikanske forbrugerpriser (CPI) faldt 0,1 pct. i august mod forventninger om et uændret niveau.

Det påbegyndte boligbyggeri i USA faldt i august med med 2,6 pct. til et sæsonkorrigeret årsniveau på 1,331 mio. Markedet havde ventet et niveau på 1,350 mio. i august.

Danisco fremlagde regnskab for 1. kvartal 2007/08 i dag. Koncernen opnåede et driftsresultat (EBIT) på 599 mio. kr. mod markedet forventning på 510 mio. kr. Sidste år blev EBIT på 635 mio. kr. i samme kvartal.

Danisco fastholder sine forventninger for omsætningen for 2007/08. EBIT ventes nu i niveauet 1.800 mio. kr. (mod tidligere i underkanten af 1.800 mio. kr.). Resultat af ophørte aktiviteter forventes nu at udgøre 430 mio. kr. (mod tidligere over 400 mio. kr.). Resultat før aktiebaseret aflønning forventes dermed at ligge over 1.350 mio. kr. (mod tidligere over 1.300 mio. kr.).

Danisco steg i dag med 4,39 pct. til 404,5 kr.

/RS

Udgivet af: NPinvestordk