AKTIER: Stærkt dansk marked - Demant og Carlsberg i fokus

Udgivet den 30-09-2009  |  kl. 17:02  |  

Det danske aktiemarked oplevede en positiv stemning onsdag formiddag, men om eftermiddagen blev stemningen trykket oven på en svag arbejdsmarkedsrapport fra USA samt et svagere end ventet erhvervstillidstal.

De danske aktier formåede dog alligevel at holde et pænt niveau, trods et presset amerikansk marked. 

Det toneangivende OMXC20-indeks lukkede 0,1 pct. højere i 335,03.

Ved det danske markeds lukketid var S&P 500 faldet over 1 pct. til 1.049. 

William Demant steg 3 pct. til kurs 378, og det kan ifølge Nordea skyldes spekulationer om, at den schweiziske konkurrent Sonova vil få problemer med de tyske konkurrencemyndigheder.

- Myndighederne er gået i gang med en større undersøgelse af forholdene på det tyske høreapparatmarked. Sonova mistænkes for at have udsat en række forhandlere for pres angående prissætningen. Sonova er det eneste selskab, der indgår i undersøgelsen, skriver Nordea.

Det er dog usikkert, om undersøgelsen vil få store positive konsekvenser for William Demant, da det er svært at få forhandlere til at skifte, da det vil koste store ressourcer, påpeger banken.

Carlsberg-aktien blev i går sendt ned på baggrund af skriverier om, at det russiske handels- og industriministerium vil forbyde salg af øl i kiosker og supermarkeder.

Både Sydbank og Nordea har været ude og sige, at man ikke skal tage sorgerne på forskud og, at det formentlig ikke bliver til noget. I dag klarede Carlsberg sig også positivt gennem den negative markedsstemning. Carlsberg B steg 1,5 pct. til kurs 368,5. 

A.P. Møller-Mærsk lukkede helt uforandret i kurs 35.000.

Koncernen kan frigøre milliarder af kroner, der er bundet i aktiviteter uden for koncernens kerneområder. Virksomheden har for nylig solgt egne aktier for otte mia. kr., og koncernen kan rejse yderligere midler ved at sælge ejendomme for et tocifret milliardbeløb og lease dem tilbage.

- Et godt gæt er, at der i Mærsk er ejendomsværdier for omkring 40 mia. kr. Det er baseret på det, vi kan se ud af regnskabet, og er sandsynligvis et konservativt bud, siger analytiker Stephen Rammer fra Formuepleje ifølge dagbladet Børsen onsdag.

Blandt sidepapirerne steg investeringsselskabet DK Trends Invest med 3,45 pct. til kurs 60, efter en artikel på NPinvestor.dk omkring den store rabat selskabets handles til på børsen.

Aktiekursen er nu på 60 kr., mens indre værdi er på over 77 kr. Selskabets eneste aktiver er store nordiske aktier samt likvider, så man kan som investor dermed populært sagt købe 77 kr. for 60 kr.

Det skal oplyses, at NPinvestor.dks søsterselskab Trends Kapitalpleje A/S er porteføljemanager for DK Trends Invest.

Udgivet af: NPinvestordk