Aktier/middag: FLS fortsætter op i ellers negativt marked
Fald i Asien, fald i Europa, og så er retningen sat for det danske aktiemarked, der også sætter kursen ned tirsdag.
Det toneangivende aktieindeks, C20 Cap, ligger tirsdag middag 0,9 pct. lavere i 645,21.
FLSmidth, der har fået kursprygl efter nedjusteringer fra kollegerne, ligger i toppen for anden dag i træk på ryggen af den annoncerede storordre mandag. Aktien stiger tirsdag middag 0,7 pct. til 280,80 kr. FLSmidth leverer kvartalsregnskab onsdag.
Kun Lundbeck stiger mere, da den uden selskabsspecifikke nyheder stiger 1 pct. til 122 kr.
Fokus er ellers som de fleste dage i denne måned rettet mod danske regnskaber, hvor William Demant Holding (WDH), G4S og Torm alle fremlagde periodemeddelelser eller kvartalsregnskaber før åbningen.
Blandt de danske selskaber er der fokus på høreapparatproducenten WDH, der tirsdag inden børsåbning præsenterede periodemeddelelse for årets første ni måneder.
WDH gentog sine forventninger til hele 2013. For kerneforretningen - engrossalg af høreapparater - noterer selskabet, at tredje kvartal har udviklet sig bedre end markedet generelt målt på organisk vækst, og at der således er vundet markedsandele i årets første tre kvartaler. Til gengæld vurderer William Demant, at den gennemsnitlige salgspris er faldet i tredje kvartal.
WDH-aktien falder 3,8 pct. til 511,50 kr. - det største fald i C20 Cap ved middagstide.
Vestas skal levere vindmøller til den amerikanske it-gigant Microsoft, der vil øge sin andel af vedvarende energi og derfor har investeret i en 110 MW stor vindmøllefarm i Texas. Vestas skal levere 55 vindmøller til Keechi Wind-projektet, der opføres af udvikleren RES Americas. Projektet ventes færdigt i begyndelsen af 2015.
Vestas falder dog 1,5 pct.
Finansaktierne har reguleringerne malet med rødt. Jyske Bank, Danske Bank og Nordea falder alle omkring 1,7 pct. Den tendens er den samme overalt i Europa. I Stoxx 600-indekset er bankaktier anden mest faldende gruppe ned et fald på 1,1 pct.
Uden for C20 er sikkerhedskoncernen G4S kommet med kvartalsopdatering. Koncernen kom ud af de første ni måneder af 2013 med en organisk vækst på 4,8 pct. Det var særligt "nye markeder", der trak læsset opad med en vækst på 14 pct., mens de etablerede markeder viste en stort set flad organisk vækst. G4S har desuden løfte sløret for de første konturer af selskabets strategiplan.
G4S falder 1,9 pct. til 21,97 kr.
Torm sænkede i sit regnskab for tredje kvartal den øvre ende af forventningerne og venter nu et driftsresultat, EBITDA, på 90-100 mio. dollar og et underskud før skat på 110-120 mio. dollar.
Aktien hos Torm falder 11,2 pct. til 1,76 kr.
Senere tirsdag lander der regnskaber fra Københavns Lufthavne, Mols-Linien, Columbus samt Svendborg Sparekasse.
/ritzau/FINANS
Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›