Aktier/middag: Mærsk og GN ramt af heftigt salgspres

Udgivet den 11-06-2024  |  kl. 11:38  |  
Maersk

Store fald i A.P. Møller-Mærsk og GN belaster det danske aktiemarked tirsdag, hvor investorerne så småt er begyndt at se frem mod onsdagens rentemøde i USA.

Samlet set er stemningen derfor afventende, og det danske eliteindeks, C25, taber 0,7 pct. til 1995,31.

GN er i strid modvind, efter at selskabet har besluttet at skrue ned for aktiviteterne inden for forbrugerforretningen for headsets.

Samtidig dæmpes forventningerne til helåret, da tiltaget ventes at få en negativ engangseffekt på 450 mio. kr. i forbrugerdivisionen.

Selskabet venter nu en organisk vækst på 2-6 pct. i 2024, hvor der tidligere var ventet 2-8 pct. Samtidig indsnævres forventningerne til EBITA-marginen til 12-13 pct. fra tidligere ventet 12-14 pct.

- Aktien reagerer negativt ud fra de kortsigtede konsekvenser i forhold til helårsprognosen, men nogle gange svier det lidt at hive et plaster af, men det plejer også at gå over, siger Søren Løntoft Hansen, analytiker i Sydbank, til MarketWire.

GN ligger 5,9 pct. lavere i 210,50 kr., og det virker som en meget fair konsekvens, vurderer Jyske Bank.

- Vi har regnet os frem til, at nedjusteringen betyder, at analytikerestimaterne skal sænkes med omkring 7 pct. for i år. Herefter fader det lidt ud i de kommende år. Men det gør vel, at faldet er fair nok, siger Martin Munk, aktierådgiver i Jyske Bank.

VÅBENHVILE SÆNKER MÆRSK-AKTIERNE

I bunden af C25 er også Mærsk hårdt presset. B-aktien taber 4,6 pct. til 11.730 kr., i håb om at en våbenhvile i Gaza er undervejs.

Både Hamas og Israel har udtrykt støtte til en resolution om våbenhvile, der mandag aften blev stemt hjem i FN's Sikkerhedsråd.

At det rammer rederierne, skyldes situationen i Det Røde Hav, hvor den militante Houthi-bevægelse har beskudt handelsskibe angiveligt i sympati med palæstinenserne, og derved tvunget rederier til at sejle syd om Afrika, hvilket har sendt raterne i vejret.

- Vi er fortsat meget positive på markedet de næste et til to år. Opturen på containermarkedet kan fortsætte gennem sommeren, hvis der fortsat er forstyrrelser på grund af Det Røde Hav - men overkapacitet kan forekomme, skriver Morgan Stanley-analytikerne Qianlei Fan og Jasmine Qui i et notat ifølge Bloomberg News.

I transportsektoren falder også DSV 2,7 pct. til 1086,50 kr.

NOVO PÅ VEJ MOD REKORD

Novo er derimod atter på vej mod rekord efter en behersket stigning på 0,1 pct. til 989,20 kr.

Blandt bankerne er der modsatrettede udsving. Danske Bank har fået løftet sit kursmål hos ABG til 220 kr. fra 210 kr. Anbefalingen er ifølge Bloomberg News fortsat "hold", og bankaktien falder 0,7 pct. til 207,90 kr.

For kollegaen Nordea har ABG skruet sit kursmål op til 105,75 kr. fra 97,22 kr. Anbefalingen er fortsat "køb", fremgår det af data fra Bloomberg News.

Nordea stiger 0,9 pct. til 84,32 kr.

Blandt de lidt mindre aktier har softwareselskabet Cbrain desuden fået sænket sin anbefaling hos selvsamme ABG, der nu anbefaler at sælge ud af aktierne. Tidligere var anbefalingen i neutralt terræn på "hold".

Kursmålet for Cbrain-aktien er samtidig sænket til 250 kr. fra 310 kr.

Aktien falder med over 12 pct. til 261,50 kr. fra start.

Sent mandag blev det luftet, at svenske SEB har løftet sit kursmål for vindmølleproducenten Vestas' aktie til 300 kr. fra 255 kr. Her er anbefalingen uændret "køb".

Vestas-aktien stiger 0,5 pct. højere i 185,90 kr.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

14:06 Tørlastindeks falder 1,2 pct. til 1973 point
13:53 Amerikansk logistikgigant gør årsstatus tirsdag: Et pejlemærke for økonomisk aktivitet
13:17 Europa/aktier: Bilproducenter er godt kørende efter udsigt til forhandlinger om afgifter
12:47 Nvidia fortsætter nedtur: Kurs mod tredje dag i rødt og fald på 300 mia. i markedsværdi
12:27 A&O køber onlinebutik for arbejdstøj: Omsætter for omkring 260 mio. kr.
11:40 Obligationer/middag: Renterne vender rundt til lille stigning
11:18 Aktier/middag: Zealand og NKT fortsætter himmelfarten efter analytikernyt
11:10 Carlsbergs britiske opkøbsmål sendes op: Pepsico vil ikke stille sig i vejen
10:46 Apple får advarsel af EU for misbrug af markedsdominans
10:03 Tyskland: IFO-indekset skuffer i juni-måling
09:25 Ennogie tager hul på attraktivt marked: Skal levere solcelletag til svømmehal
09:23 Zealand Pharmas kursmål hæves hos Danske Bank efter studiedata
09:21 Aktier/åbning: NKT og Zealand holder C25 oppe - ALK belønnes for opjustering
09:12 Carlsberg indgår aftale med Pepsico
09:00 Obligationer/åbning: Renterne falder en spids før tyske erhvervstillidstal
08:50 ALK's opjustering dæmpes af nyhed om trukket kinesisk registreringsansøgning
08:29 Aktier/tendens: ALK og NKT kan trække C25 over let europæisk mismod
07:41 Råvarer: Oliepriserne falder på stærkere dollar
07:28 Zealand Pharmas kursmål hæves 27 pct. hos Nordea efter stærke studiedata
07:25 Obligationer/tendens: Lille rentefald i sigte før tyske IFO-tal