Aktier/middag: Vestas og Ørsted topper i handel præget af kursmål og konkurrentnyt

Udgivet den 24-10-2024  |  kl. 11:46  |  
Arkiv: Foto

Uden selskabsspecifikt nyt har Vestas, Carlsberg og Mærsk torsdag middag lagt sig i spidsen for de danske C25-aktier, som samlet set balancerer på et uændret indeksniveau i 1923,61.

Det svarer nogenlunde til billedet fra starten på dagens handel, der i hovedtrækkene må søge inspiration i nye kursmål og konkurrentnyt, hvorimod egne selskabsnyheder er en mangelvare.

- Det er godt nok en meget rolig dag uden ret mange nyheder, erkender senioraktierådgiver Martin Munk i Jyske Bank.

Til gengæld vælter det over dagen ind med makroøkonomiske data for aktiviteten i de stor økonomier med PMI-tal for Tyskland, eurozonen og USA.

GRØNNE AKTIER I PLUS

Med særlig relation til Vestas bringer branchemediet Recharge News nyheden om, at nok er de store kinesiske vindmølleproducenter begyndt at få øjnene op for Europa, men spørger man den spanske energikæmpe Iberdrola, vil den hellere satse på sine eksisterende leverandører, herunder Vestas og Siemens Gamesa. Det sagde Ignacio Galán, formand for Iberdrola, i forbindelse med selskabets kvartalsregnskab ifølge Recharge News.

- Det er en vigtig og god nyhed for Vestas, for den kinesiske konkurrence er noget, markedet er opmærksom på i forhold til Vestas, påpeger Martin Munk.

Vestas stiger torsdag middag 1,5 pct. til 129,90 kr.

Den grønne kollega, Ørsted, kan være påvirket af regnskab torsdag morgen fra den norske branchefælle, energigiganten Equinor, som lige netop kæmpede sig over målstregen i tredje kvartal, hvor den justerede indtjening efter skat slog forventningerne i markedet. Samtidig har selskabet sat gang i udlodningen til aktionærerne, der tæller både ordinært og ekstraordinært udbytte samt et aktietilbagekøbsprogram i milliardklassen.

Ørsteds aktie stiger 0,9 pct. til 436,70 kr.

FRANSKE OG TYSKE NYHEDER

Brancherelateret nyt er der også til Novonesis med regnskab fra storkunden og samarbejdspartneren Danone. Den franske fødevareproducent præsterede en organisk vækst på 4,2 pct. i tredje kvartal. Novonesis rykker torsdag middag 0,1 pct. frem til 449,60 kr.

Derudover er der fra Frankrig også komme regnskabstal fra Sodexo, som konkurrerer med den danske servicekoncern ISS. Sodexo melder om organisk vækst på 7,9 pct. i det netop afsluttede regnskabsår. Blandt andet båret af gode kontrakter i forbindelse med de olympiske leje i Paris i sommer. ISS-aktien flytter sig med et lille plus på 0,3 pct. til 136,55 kr.

Fra Hamborg har containerrederiet Hapag-Lloyd meldt om højere forventninger til årets indtjening grundet en højere efterspørgsel end ventet samt en bedring af fragtraterne. Det samme har den danske kollega, Mærsk, allerede gjort. Mærsks B-aktie stiger 1,1 pct. til 10.450 kr.

Med i toppen af C25 er også Carlsberg med et plus på 1,1 pct. til 791,60 kr. uden baggrund i selskabsnyheder. Men Martin Munk aner måske en afsmitning fra onsdagens regnskab fra den hollandske konkurrent Heineken, som trods en lille skuffelse alligevel sluttede dagen med et aktieplus.

FORTSAT HÅRD MEDFART TIL TORM

Nederst i indekset taber Torm og Zealand henholdsvis 1,2 pct. til 189,60 kr. og 1,8 pct. til 822,50 kr.

Zealand er ikke repræsenteret i dagens nyhedsbillede. Men Torm kan være presset af ilde medfart fra børshusenes analytikere. Senest har Kepler Cheuvreux nedgraderet sin anbefaling af rederiaktien til "hold" fra "sælg", mens kursmålet er reduceret til 215 kr. fra 285 kr. Onsdag fald aktien 6,0 pct. efter nedjusterede kursmål fra Pareto og Jefferies.

Den finske leverandør af udstyr til mineindustrien - og dermed konkurrent til danske FLSmidth - Metso skuffer torsdag formiddag en smule med sine regnskabstal. Det gælder både i forhold til omsætning, indtjening og ordreindgang. Men FLSmidths aktie stiger 1,4 pct. til 360,60 kr.

FLERE NYE KURSMÅL

DSV's kursmål er blevet løftet til 1800 kr. fra 1705 kr. hos investeringsbanken Carnegie. Det fremgår af Bloomberg News. Anbefalingen er fortsat "køb". Kursmålsløftet kommer, dagen efter at DSV har fremlagt regnskab for tredje kvartal. DSV-aktien falder 0,1 pct. til 1510 kr.

Nilfisk har fået et nyt kursmål fra SEB, der har løftet det til 140 kr. fra 130 kr. Anbefalingen er uændret "hold", og Nilfisk-aktien bakker 0,3 pct. til 135,80 kr.

Efter NNIT's markante nedjustering tirsdag aften har analytikerne hos ABG sænket kursmålet til 120 kr. fra 145 kr., men anbefaler stadig "køb". NNIT faldt 16 pct. onsdag og taber yderligere 2,2 pct. til 104,50 kr. torsdag middag.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

12:19 Obligationer/middag: Let sivende rente i under byge af PMI-tal
12:12 Amerikansk pakkekæmpe går til vejrs oven på kvartalsregnskab
11:46 Aktier/middag: Vestas og Ørsted topper i handel præget af kursmål og konkurrentnyt
11:15 Tysk containerrederi opjusterer grundet bedre efterspørgsel end ventet
11:03 Vestas-rivals topchef efter milliardunderskud: Ser møllerne give overskud i fjerde kvartal
10:24 Europæisk aktivitetsindeks viser mindre tilbagegang som ventet i oktober
10:15 Svenske SEB falder efter større tilbagegang i renteindtjeningen end ventet
09:29 Torm får sænket anbefalingen til "hold" hos børshuset Kepler
09:28 Aktier/åbning: Småsur start - Bavarian i top og Torm i bunds
09:24 Aktier/åbning: Småsur start - Bavarian i top og Torm i bunds
09:03 Obligationer/åbning: Rentefald frem mod PMI-tal
08:56 ISS-rivalen Sodexo ser lidt lavere vækst i 2024/25 efter år med OL og VM i Rugby
08:32 DSV får sat kursmålet op af Carnegie efter regnskab
08:26 Skjern Bank løfter basisresultatet med 10,6 pct. efter bredt funderet vækst
08:22 Aktier/tendens: Udsigt til let positv åbning på ventet nyhedsstille dag
08:18 Huscompagniet får byggetilladelse til rækkehusprojekt i Haslev
08:08 Råvarer: Bekymringer om situationen i Mellemøsten presser oliepriserne op
07:41 Svenske SEB skuffer på nettorenter men leverer større overskud end ventet
17:50 Europa/lukning: Svenske aktier i hopla i regnskabstungt europæisk marked
17:37 Onsdagens aktier: Rederier tyngede og banker trak op i lettere negativt C25-indeks - KORR