Aktier/middag: Zealand Pharma falder til bunds i let rødt C25

Udgivet den 09-10-2024  |  kl. 11:43  |  
Arkiv: Foto

Zealand Pharma falder til bunds i onsdagens middagshandel efter en ny udsættelse af en godkendelse i USA.

Sundhedsmyndighederne i USA har nok en gang udsat godkendelsen af midlet Dasiglucagon efter fortsatte problemer hos en tredjepartsfabrik.

Det danske C25-indeks falder ved middagstid 0,3 pct. til 1936,78.

- Det er jo ikke, fordi der er de store udsving. Det er lidt det samme, vi har set i går og egentlig også de sidste par dage, siger Mads Zink, chefhandler i Danske Bank.

Samtidig er der fokus på DSV-aktien, som er blevet vægtet ned i KAX Cap-indekset til 7 pct. fra 10 pct. Samtidig bliver aktien vægtet op i MSCI-indekset på lukkeprisen i aften.

- Det giver i hvert fald en væsentlig forbedret volumen i aktien i dag. Og så må vi se, om salgsinteressen fra at blive vægtet ned i KAX Cap-indekset overstiger købsinteressen for at blive vægtet op i MSCI-indekset. Det må tiden vise, siger Mads Zink.

Uden for eliteindekset styrtdykker aktien i Green Hydrogen Systems, der har nedjusteret forventningerne, suspenderet den mellemlange og lange prognose og varslet misligholdelse af gæld allerede ultimo oktober.

ZEALAND FÅR UDSÆTTELSE HOS FDA

Zealand Pharma har endnu en gang fået udsat en amerikansk godkendelse af midlet Dasiglucagon til behandling af hypoglykæmi hos patienter med hyperinsulinisme.

Det er de amerikanske sundhedsmyndigheder FDA, der har afvist godkendelsen som følge af timingen for en geninspektion af en fabrik hos en tredjepart, der producerer for Zealand, oplyser det danske selskab.

Den udsatte godkendelse sender onsdag Zealand-aktien til bunds i C25-indekset.

- Man bryder sig ikke om usikkerhed i den type aktie, og Zealand er jo ikke en billig aktie i forvejen. Det er det, vi ofte ser. Når der er en højt prissat aktie, der begynder at være en lille smule usikkerhed omkring, så kommer der en reaktion på det, siger Mads Zink.

Aktien falder ved middag 2,6 pct. til 782,50 kr.

Også Novo Nordisk har fået dårligt nyt fra USA, efter at budgetkontoret i den amerikanske kongres i en analyse har konkluderet, at de økonomiske omkostninger ved betaling af fedmemidler som Wegovy overstiger gevinsterne.

Novo falder med 0,3 pct. til 795,10 kr.

NYE KURSMÅL TIL ROCKWOOL OG ØRSTED

Rockwool har fået sænket kursmålet til 2859 kr. fra 3023 kr. hos det amerikanske finanshus Morgan Stanley, der gentager anbefalingen "ligevægt".

Isoleringsaktien falder 1,4 pct. til 3.048 kr.

Ørsted har omvendt fået løftet kursmålet til 518 kr. fra 480 kr. hos børshuset Fearnley Securities. Anbefalingen "køb" fastholdes.

Energiaktien stiger 1,1 pct. til 453 kr. Det er tredje dag i træk med plus til Ørsted, efter at Equinor mandag offentliggjorde en aktiepost på 9,8 pct. i selskabet.

GREEN HYDROGEN NEDJUSTERER OG STYRTDYKKER

Green Hydrogen Systems styrtdykker onsdag, efter at selskabet har offentliggjort en stribe dårlige nyheder.

Først og fremmest er forventningerne til 2024 blevet nedjusteret væsentligt, så der nu ses et driftsunderskud på 300-400 mio. kr. fra før 220-260 mio. kr. Salgsprognosen er skruet ned til 105-145 mio. kr. fra 125-165 mio. kr.

Dertil har Green Hydrogen Systems sløjfet sine mellemlange og lange mål, og der berettes videre, at pengekassen er ved at være tom. Derfor risikerer selskabet ikke at kunne leve op til sine kreditorers krav ved udgangen af oktober.

Der er lanceret en række tiltag, der skal sikre restrukturering og omkostningsbesparelser, hvilket blandt andet omfatter fyring af op til 100 medarbejdere.

Aktien falder ved middag 38,5 pct. til 2,9 kr. Det er laveste niveau for aktien nogensinde.

Også i cleantech-sektoren er der en ny deroute hos Aquaporin, der sent tirsdag nedjusterede forventningerne.

Danske Bank har sænket anbefalingen til "hold" fra "køb" efter nedjusteringen, der sendte aktien ned med 12,0 pct. tirsdag.

Onsdag falder aktien med yderligere 7,2 pct. til 23,20 kr.

.\\˙ MarketWire

Frederik Olling Milbæk

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

11:36 DFDS ser Jersey-færgedriften bidrage med omsætning på 450 mio. kr. i 2025
11:34 Obligationer/middag: Mindre rentefald efter nyt fra ECB's topchef
11:30 Freetrailers udlejning fortsætter frem samtidig med europæisk ekspansion
11:17 Aktier/middag: De grønne aktier får en flyvende start på årets første handelsdag
11:09 Prisen på containerfragt fortsætter den stigende tendens
10:28 Carlsbergs tyrkiske rival styrtdykker for tredje dag i træk
10:13 Atlantic Petroleum giver sig selv yderligere tre måneder til at finde løsning på gæld
09:57 Riksbanken-chef: Snart passende med "vent og se" før yderligere renteændringer
09:26 Hårknude i havneforhandlinger kan sende containerrater i vejret
09:09 Aktier/åbning: Alle danske eliteaktier starter 2025 i plus - Vestas topper
08:57 Obligationer/åbning: Stille rentestart på 2025 før ledighedstal fra USA
08:44 DFDS indgår aftale om færgeservice med myndigheder på Jersey
08:32 Amerikansk storbank: Vestas' ordreindgang højere end ventet drevet af offshore
08:24 Vestas i stærk ordrespurt efterlader godt indtryk vurderer Sydbank
08:01 Aktier/tendens: Afdæmpet årsstart i vente med fokus på Vestas, Ørsted og Novonesis
07:58 Vestas sikrer sig tre sydeuropæiske ordrer på årets sidste dag
07:37 Råvarer: Olieprisen stiger på skrumpende amerikanske olielagre
07:22 Obligationer/tendens: Rolig rentestart i vente - nytilmeldte ledige i USA i fokus
07:12 USA/T-bond: Sene rentestigninger på årets sidste dag
07:12 USA/lukning: Futures peger på positiv årsstart efter vildt 2024 for amerikanske aktier -NY