Aktier/tendens: B&O kommer med regnskab på ventet positiv dag

Udgivet den 10-10-2024  |  kl. 07:59  |  

Ambu kan tage en dag i fokus, efter et markant fald onsdag. Blandt sidepapirerne kan Bang og Olufsen tiltrække sig noget opmærksomhed, da selskabet kommer med friske regnskabstal. Også Green Hydrogen Systems kan se frem til opmærksomhed efter markant kursdrop onsdag.

Samlet peger det mod en mindre positiv åbning på det danske aktiemarked, hvor C25-indekset sluttede dagen med en lille stigning på 0,3 pct. til 1947,53.

- Der er udsigt til en flad åbning i Europa her til morgen. Der er i dag fokus på de amerikanske forbrugerpriser og ansøgningerne om dagpenge, skriver Jyske Bank i en kommentar til torsdagens handelsstart.

Futures for både det tyske DAX-indeks og de amerikanske ledende indeks ligger og padler omkring uændret inden handelsstart.

Transportgiganten DSV kan også få opmærksomhed, efter aktien er blevet vægtet ned i KAX Cap-indekset til 7 pct. fra 10 pct. Samtidig er aktien blevet vægtet op i MSCI-indekset på eftermiddagens lukkepris, hvilket gav handlerne anledning til at købe op i aktien i sekunderne inden markedet lukkede.

DSV endte øverst i C25-indekset med en stigning på 2,7 pct. i 1563,50 kr.

REGNSKAB FRA B&O

Struervirksomheden Bank og Olufsen er torsdag morgen aktuel med regnskab for første kvartal af 2024/25. Selskabet har i mere end halvandet år arbejdet med strategien Luxury Timeless Technology, der skal bane vejen for langsigtet og bæredygtig vækst, og som i 2023/24 bidrog til en rekordhøj bruttomargin og den bedste EBIT-margin i seks år, selv om omsætningen faldt.

B&O faldt onsdag 0,2 pct. til 9,26 kr.

Også Greenmobility er torsdag på programmet med en salgsopdatering for tredje kvartal af 2024.

Aktien steg 0,3 pct. onsdag til 33,70 kr.

Der er flere selskaber uden for eliteindekset, der kan tage fokus. Aktien i Green Hydrogen Systems styrtdykkede onsdag efter en nedjustering, suspenderede prognoser og varslet misligholdelse af gæld allerede ultimo oktober.

Der er lanceret en række tiltag, der skal sikre restrukturering og omkostningsbesparelser, hvilket blandt andet omfatter fyring af op til 100 medarbejdere.

Selskabet er begyndt at afsøge mulighederne for at tiltrække samlet 600 mio. kr. i ny kapital.

Aktien faldt onsdag med 39,1 pct. til 2,95 kr. Det er laveste niveau for aktien nogensinde.

Tilbage i C25 faldt medicoselskabet Ambu 4,9 pct. til 121,35 kr. Selskabet vil givetvis fortsat være i søgelyset efter onsdagens relativt stort kursfald, der ikke umiddelbart var nogen åbenlys forklaring på.

ANALYSENYT TIL FLERE

Blandt sidepapirerne har DFDS fået skåret sin anbefaling til "hold" fra "køb" hos SEB, der samtidig rundbarberer kursmålet til 175 kr. fra 260 kr.

Det viser data fra Bloomberg News.

Rederiet faldt onsdag med 0,9 pct. til 167,90 kr.

Modsat har NNIT fået et gevaldigt løft af sit kursmål hos SEB, der nu sigter klart højest af de fire børshuse, som følger aktien ifølge Bloomberg News.

Kursmålet er løftet med 39 pct. til 170 kr. fra 122 kr. Anbefalingen er uændret "køb".

NNIT-aktien lukkede onsdag i 124 kr. efter en stigning på 1 pct.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯