Aktier/tendens: FLS tur ved det grønne bord

Udgivet den 12-02-2013  |  kl. 08:31  |  

Det er FLSmidth, der tirsdag skal modtage aktiemarkedets censur oven på ingeniørkoncernens årsregnskab, som ved første øjekast falder ud til den svage side i forhold til forventningerne. Samtidig skal Novo Nordisk forsøge at kæmpe sig ud af skammekrogen efter mandagens hårde medfart.

Generelt lægger aktierne i Europa op til at falde fra morgenstunden tirsdag, med futures-kontrakter omkring 0,1 til 0,2 pct. lavere på både de europæiske og amerikanske markeder.

FLSmidth kom igennem fjerde kvartal af 2012 med en omsætning og især en ordreindgang til den svage side. Indtjeningen var dog relativt tæt på estimaterne, og EBITA-marginen var faktisk en positiv overraskelse med 11,1 pct. mod en forventning om 10,8 pct. ifølge et estimat indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans.

Til gengæld ser FLSmidths forventninger til 2013 lidt mere skæve ud i forhold til markedets. Godt nok venter ingeniørkoncernen en omsætning på mellem 27 og 30 mia. kr., hvor markedet kun havde ventet 27,5 mia. kr. ifølge SME Direkt, men den ventede EBITA-margin på 8-10 pct., hvilket FLS også selv kalder "et bundniveau" skuffer i forhold til de 10,2 pct. forudset af analytikerne.

FLS-aktien steg mandag 2,4 pct. til kurs 348,60 efter en voldsom købsinteresse midt på dagen, men har over de seneste kvartaler været en af de svageste aktier i det danske C20-indeks.

Novo Nordisk skal forsøge at komme sig oven på den skuffende amerikanske afvisning af insulinhåbene Tresiba og Ryzodeg fra weekenden. Sundhedsmyndighederne i USA kræver nye studier af de to midlers hjerte-kar-profil, før de vil godkende dem til salg, og det sendte aktien ned med 13,2 pct. til 928,5 kr. i mandagens handel i København. Novos amerikanske notering lukkede endnu lavere i 165,40 dollar mandag aften, hvilket svarer til 920,86 kr.

Siden har en lang række analytikere været på banen med deres vurdering af nyheden og dens konsekvenser for Novo. Senest hæver Barclays kursmålet for aktien til 870 kr. fra 795 kr., mens Deutsche Bank sænker sit til 850 kr. og spår Tresiba forsinket til 2017 i USA.

Carlsberg rammes også af en negativ anbefaling fra analytikerside, da norske DNB sænker sin anbefaling af bryggeriaktien til "sælg" fra tidligere "hold", skriver Bloomberg. Aktien faldt mandag marginalt til 591 kr.

Danske Bank er også udsat for kritik, da amerikanske Bank of America - Merrill Lynch har pillet den danske storbank af sin "most preferred list", favoritlisten over europæiske banker. Den erstattes her af Deutsche Bank. Danske-aktien faldt 2,5 pct. til 107,40 kr. mandag efter en negativ anbefaling fra netop Deutsche Bank.

Tirsdag byder også på fire mindre regnskaber, nemlig Nordjyske Bank, Svendborg Sparekasse, Nørresundby Bank og Atlantic Airways, der alle leverer årsrapporter for 2012.

/ritzau/FINANS

Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk