Aktier/tendens: Ugen ses starte med fald

Udgivet den 07-04-2014  |  kl. 08:19  |  
FLSmidth, Kilde: billede venligst udlånt af flsmidth.com

En negativ aktieåbning er efter alt at dømme på vej på de europæiske aktiebørser mandag. Futures på det britiske marked peger på et fald i størrelsesordenen 0,6 pct., når aktiehandlen starter op efter weekenden. De amerikanske aktiebørser faldt mærkbart fredag efter dansk børslukketid, og nedturen bredte sig mandag til de asiatiske børser - og er altså nu på vej til Europa.

- Markedsstemningen på de globale aktiemarkeder er lidt blandet her til morgen. Efter gevinsthjemtagning på de amerikanske markeder i fredags (trods gode jobtal) er en lang række markeder i Fjernøsten også blevet handlet nedad i dag, konstaterer Nordea i en kommentar.

Det japanske Nikkei 225-indeks faldt mandag 1,6 pct., efter at Dow Jones i USA fredag faldt 1,0 pct. og Nasdaq-indekset med 2,6 pct. Det danske C20 Cap-indeks steg fredag modsat 0,4 pct. til 767,92, og det var ottende stigning på ni dage for det danske eliteindeks.

Den tyske industriproduktion viste mandag morgen en stigning i februar på 0,4 pct., hvilket var lidt over forventningerne på 0,3 pct., ifølge Bloomberg News. En ny regnskabssæson står for døren i USA, hvor de første rapporter begynder at tikke ind i løbet af denne uge. Ifølge Nordea bliver det spændende at se, om de kan indfri forventningerne.

- Hvis ikke, vil der være stor risiko for yderligere kursfald fra de nuværende rekordhøje niveauer, skriver banken.

Der kan fra åbningen komme fokus på Tryg, som har fået hævet sin anbefaling hos både Goldman Sachs og DNB Markets - begge fra "sælg" til henholdsvis "neutral" og "hold". Aktien faldt fredag 27 kr. - eller 4,9 pct. - til 524,5 kr., efter at retten til udbyttet for 2013 på 27 kr. fragik aktien.

FLSmidth, der fredag steg 1,1 pct. til 293,8 kr. vågner op til konsolidering i cementbranchen. Verdens to største cementproducenter schweiziske Holcim og franske Lafarge er nået til enighed om en fusion af de to selskaber på ligeværdige vilkår - dvs. 1 aktie i Holcom er lig med en aktie i Lafarge. Fusionen kan blive negativ for FLSmidth, vurderer Alm. Brand.

- Bedre udnyttelse af fælles kapacitet og bedre forhandlingskraft fra det nye LafargeHolcim, vurderer vi, potentielt kan presse leverandørerne, skriver Alm. Brand Markets i en kommentar.

A.P. Møller - Mærsk B får en bedre kreditværdighed og betaler lavere renter takket være sin konglomeratstruktur - selv om netop denne struktur ifølge nogle analytikere betyder, at koncernens aktier handles med en rabat på 10–20 pct. Det skriver Økonomisk Ugebrev Formue. Maersk Lines kinesiske konkurrent Ming Yang kommer mandag med regnskab for fjerde kvartal. Mærsk B faldt fredag 0,5 pct. til 13.080 kr.

Lundbeck, der fredag steg 0,6 pct. til 163 kr., prissættes skyhøjt på et ”best case scenario”, vurderer Økonomisk Ugebrev Formue, der sætter kursmålet til blot 66 kr.

SAS offentliggør mandag trafikstatistik for marts kl. 11. Aktien lukkede fredag uændret i 12,7 kr.

AaB overtog i weekenden førstepladsen i Superligaen efter en udesejr over det hidtidige førerhold FC Midtjylland. Økonomien i AaB er imidlertid langt fra til duksestatus. Egenkapitalen var negativ ved udgangen af 2013, og ledelsen fører en dialog med potentielle investorer. AaB-aktien steg 4,1 til 2,03.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk