Aktiestrateg ser stærk dollar som forhindring for amerikansk aktieoptur

Udgivet den 15-10-2024  |  kl. 16:16  |  

Den nuværende optur på det amerikanske aktiemarked med rekorder på stribe kan blive udfordret af en stærk dollar.

Det mener Morgan Stanleys chefstrateg, Mike Wilson, der ser risiko for, at den stærke valuta kan slukke rekordfesten i USA.

- En af de ting, der kunne bremse opturen igen, ville være en styrkelse af dollar, siger Mike Wilson i et interview med Bloomberg Radio.

I USA satte blev der mandag sat årets 46. rekord i det brede aktieindeks S&P 500. Den gode stemning har fundet sig til rette op mod regnskabssæsonen i USA, der indtil videre også har vist fra sin gode side med stærke bankregnskaber.

Den amerikanske dollar er siden starten af oktober styrket 2 pct. over for en kurv af udenlandske valutaer, i takt med at investorerne har skruet ned for deres sats på rentesænkninger i USA.

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, ventes nu at sænke renten med i alt 50 basispoint i år på de to resterende møder i 2024.

- Det er måske nok en af de ting, vi holder øje med, der kunne besværliggøre de rekorder, vi ser hver dag, siger Mike Wilson.

Om den nuværende aktiefest mener chefstrategen til gengæld, at der er tale om en stærk og bredt funderet optur med understøttelse af flere sektorer sammen med udsigten til lempelser af pengepolitikken i USA.

- Det vil fortsætte, indtil vi får et ægte chok på det økonomiske område eller en restriktion på likviditetsområdet, mener Mike Wilson.

Aktieindekset S&P 500 stiger tirsdag marginalt til rekordniveauet 5862,31.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Seneste nyheder