Europa/lukning: Hollandske ASML trak godt og grundigt markedet ned

Udgivet den 15-10-2024  |  kl. 17:51  |  

Hollandske ASML gav ekstra krudt til aktiefald tirsdag med et regnskab, der skuffede markant. Det forstærkede modgangen på aktiemarkederne, og fik blandt andet som konsekvens, at teknologisektoren i det brede europæiske aktieindeks faldt 6,5 pct.

Også energiaktierne trak ned med 3,3 pct. på faldende oliepriser i kølvandet på rygter om, at Israel ikke vil angribe Irans olieanlæg, hvilket gør frygten for mangel på det sorte guld mindre. Vestas var også at finde her med det andet største fald i sektoren på 4,8 pct.

Samlet endte Stoxx 600 0,8 pct. lavere på en tirsdag, hvor investorerne også havde fokus på Den Europæiske Centralbanks rentemøde på torsdag.

SLAG TIL ASML

ASML fremlagde tirsdag et fejlskud af dimensioner med sit regnskab for tredje kvartal, hvor antallet af nye ordrer overraskende blev mere end halveret.

Skuffelsen sendte rystelser gennem de globale aktiemarkeder.

Koncernen producerer vigtigt udstyr til fremstilling af halvledere, der anvendes inden for blandt andet kunstig intelligens (AI).

I tredje kvartal faldt ASML's ordreindgang med 53 pct. til 2,63 mia. euro. Her var ventet 5,39 mia. euro af analytikerne ifølge Bloomberg News.

Samtidig er prognosen for 2025 sænket.

Aktien blev skudt ned af investorerne med 15,6 pct.

ERICSSON OPPE OG RINGE

I det røde marked havde svenske Ericsson dog sin egen fest, hvor tallene for tredje kvartal vist, at det er lykkedes telegiganten at vende et tungt underskud til et positivt resultat på 3,9 mia. svenske kr. for kvartalet.

Aktien steg 10,8 pct. på børsen i Stockholm.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder