Ambu-aktien får kursprygl efter nedjustering

Udgivet den 18-06-2019  |  kl. 09:18  |  
Arkiv: Foto

Ambu er gået til bunds fra åbningen tirsdag, efter at medicoselskabet mandag aften nedjusterede forventningerne til helåret, ændrede på de finansielle mål for næste år og satte gang i udfasningen af et af selskabets kommende væksthåb.

Efter knap ti minutters handel ligger Ambu-aktien 17,6 pct. lavere i 86,26 kr., og udbygger dermed faldet til 51 pct., siden selskabet i midten af maj offentliggjorde et overraskende direktørskifte, og brød med sin mangeårige topchef Lars Marcher til fordel for Juan-José Gonzalez.

Den nye direktør har nu set nærmere på strategien, der går under navnet Big Five 2020. Det førte mandag aften til en række ændringer.

For det indeværende regnskabsår 2018/19 blev forventningerne skåret til, så Ambu nu regner med, at sælge cirka 750.000 endoskoper i det igangværende regnskabsår mod tidligere "mere end" 750.000 endoskoper.

Samtidig ses den organiske vækst at lande på 14-15 pct. mod førhen 15-16 pct., mens driftsmarginen, målt på EBIT før særlige poster, ventes at ramme 22 pct. mod tidligere 22-24 pct.

Den lavere vækst skal blandt andet ses i sammenhæng med, at Ambu har valgt at udfase engangskoloskopet SC210, som tidligere ellers er blevet set som et af de nye væksthåb i det forretningsområde, selskabet selv kalder for visualisering.

En test i USA med henblik på at dokumentere, at SC210 lever op til standarderne for genanvendelige koloskoper, er nemlig ikke faldet heldigt ud, og derfor har Ambu besluttet at stoppe markedsføringen af produktet.

Også i 2019/20 sænker Ambu forventningenre, så det venter nu et salg af cirka 1 mio. endoskoper. Her lød buddet tidligere på "plus" 1 mio. endoskoper. Den organiske vækst i 2019/20 spås nu at blive på 16-19 pct. mod førhen 18-23 pct.

Driftsoverskuddet, målt på EBIT før særlige poster, ses kaste en margin på "minimum" 20 pct. af sig, hvilket skal sammenlignes med en oprindelig udmelding om 26-28 pct.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder