Analytiker: Handelskrigen spøger stadig - USA med nye tiltag
Investeringsrestriktioner og yderligere told er nye tiltag, som USA vil bruge i handelsspændingerne med Kina.
Det fortæller senioranalytiker i Danske Bank Mikael Olai Milhøj i en kommentar.
De fleste øjne på de finansielle markeder tirsdag er rettet mod Italien, men i USA fortsætter den amerikanske præsident, Donald Trump, med at lægge udfordringer ud overfor Kina.
Investeringsrestriktionerne skal virke således, at kinesiske virksomheder ikke kan overtage amerikanske virksomheder med vigtig teknologi, fortæller Mikael Olai Milhøj og tilføjer, at detaljerne ikke kendes præcist, men at tiltaget vil blive annonceret 30. juni med implementering kort efter.
USA vil også indføre en told på 25 pct. på import af kinesiske varer for en værdi af 50 mia. dollar. Det vil især ramme teknologiimport, vurderer analytikeren og tilføjer, at de omfattede varer vil blive annonceret 15. juni, og at der vil ske en implementering kort derefter.
Dermed er den positive udmelding, der ellers blev udtrykt i en pressemeddelelse efter et møde for nylig skudt til hjørne. Kinas strategi har indtil videre været at svare amerikanerne igen en-til-en.
- Det er også muligt, at kineserne vil undtage USA fra de toldnedsættelser på biler og en række forbrugsgoder, som de har annonceret de sidste par uger. For USA betyder det, at forbrugsvarer bliver dyrere, mens det i Kina kan betyde tab af arbejdspladser, da USA er det største eksportmarked - altså er der ingen vindere, kun tabere, siger Mikael Olai Milhøj.
Analytikeren tilføjer, at Trump er blevet presset både af demokrater og republikanere fra en række industristater, der mener, at præsidenten var for blød og solgte USA for billigt.
- I USA kommer meget til at dreje sig om at lokke vælgere til sig inden midtvejsvalget i november, og det kan vise sig svært at forhandle noget på plads inden, siger Mikael Olai Milhøj.
Danske Banks hovedscenarie er dog, at spændingerne ikke bliver altomfattende, men analytikeren vurderer, at dagens udmelding klart trækker i den forkerte retning.
/ritzau/FINANS