Arbejdsministeriet: Få flaskehalse - men brug for nytænkning fremover

Udgivet den 03-06-1997  |  kl. 14:41  |  

København--3. juni--NetPosten--Flaskehalssituationen på det danske arbejdsmarked er ikke blevet værre fra 1. til 2. kvartal i år. Men ledigheden falder fortsat, og alle aktørerne på arbejdsmarkedet skal tænke i nye baner, hvis flaskehalsproblemer fortsat skal undgås.

Det var hovedkonklusionen på Landsarbejdsrådets konference i falkoner Centret i dag, hvor over 250 medlemmer af regionale arbejdsmarkedsråd, folketingsmedlemmer og nøgleaktører på arbejdsmarkedet gjorde status på den landsdækkende holdningskampagne: "Nytænkning giver arbejdsstyrke".

- Arbejdsmarkedsreformen har en stor del af æren for, at arbejdsmarkedssystemet hidtil har været i stand til at tackle udfordringerne. Men virksomhederne skal blive bedre til nytænkning, når de rekrutterer deres medarbejdere. Hvem siger, at den nye svejser absolut skal være af hankøn og under 40 år? Hvorfor ikke ansætte f.eks. en iraner i det ledige ingeniørjob? Både virksomhedsledere, lønmodtagere og ledige skal være parate til at tænke i nye baner. For det er den eneste medicin mod fremtidens falskehalsproblemer, sagde arbejdsminister Jytte Andersen (S).

Direktør for Arbejdsmarkedsstyrelsen Inge Mærkedahl redegjorde for den helt aktuelle situation på arbejdsmarkedet, som de 14 regionale arbejdsmarkedsråd tegner dem. Betydelige flaskehalsproblemer findes inden for det offentlige område, hvor der er mangel på faggrupper inden for social- og sundhedssektoren samt undervisningssektoren. På det private områder er flaskehalstendenserne inden for jern- og metalområdet blevet mindre fra 1. til 2. kvartal, mens situationen inden for bygge/anlæg stort set er status quo.

Udgivet af: NPinvestordk