B&O: Tredje nedjustering på halvt år - salget i Europa svigter

Udgivet den 03-06-2019  |  kl. 22:27  |  

Bang & Olufsen (B&O) har mandag aften atter en gang nedjusteret sine forventninger til regnskabsåret 2018/19, efter at salget især i Europa har skuffet i fjerde kvartal. Det er den profit warning i dette regnskabsår.

Det fremgår af en meddelelse til fondsbørsen.

Elektronikkoncernen med hovedsæde i Struer regner nu med en omsætning, som vil ende 13 til 14 pct. under niveauet fra året før mod tidligere en forventning om et fald på "omkring 10 pct."

Samtidig sænkes udsigterne for driftsindtjeningen til en EBIT-margin på 2 til 3 pct. mod førhen 4 til 5 pct.

- Omsætningen i fjerde kvartal var primært påvirket af lavere end forventet salg i Europa. Særligt salget til monobrand-netværket var lavere end forventet, da den i delårsrapporten for tredje kvartal nævnte normalisering af salget af tv til forhandlere ikke materialiserede sig som forudsat, forklarer B&O.

Også prognosen for den frie pengestrøm reduceres mandag til negative 275 til 300 mio. kr. Førhen var buddet her negative 200 til 250 mio. kr.

- Det er klart, at vores økonomiske resultater i år ikke har været tilfredsstillende, og vi er meget skuffede over udviklingen. Vi vidste, at fjerde kvartal ville være udfordrende, og at især salget af tv til vores forhandlere var forbundet med en betydelig usikkerhed. Desværre har tv-salget i vores europæiske monobrand-netværk ikke normaliseret sig, som vi ellers forventede, udtaler administrerende direktør Henrik Clausen i meddelelsen.

B&O's topchef fremhæver, at billed- og lydkoncernen er kommet langt med sin transformation, og derfor har selskabet fortsat en "lønsom forretning", selv om væksten er negativ. På den baggrund regner B&O derfor også med at vende tilbagegangen til fremgang i det næste regnskabsår.

- Vi forventer at vende tilbage til lønsom vækst i finansåret 2019/20, og vi vil i forbindelse med offentliggørelsen af årsrapporten for 2018/19 den 11. juli komme med et mere detaljeret bud på finansielle mål for virksomheden.

I forbindelse med regnskabet for tredje kvartal i slutningen af marts nedjusterede B&O også sine forventninger til et omsætningsfald for hele året på omkring 10 pct., og samtidig blev prognosen for EBIT-marginen sat ned til 4 til 5 pct. mod en tidligere forventning på 7 til 9 pct.

B&O havde dog allerede i december sænket sin prognose for dette regnskabsår en gang tidligere. Oprindeligt havde selskabet nemlig ventet en omsætningsvækst på 10 pct., mens koncernen dog dengang lige inden jul holdt fast i sin første melding om en driftsmargin på 7 til 9 pct. og en positiv pengestrøm på 100 mio. kr.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder

13:56 Unibrew-direktør ser risiko ved stigende lønninger - men kan også blive fordel
13:43 Europa/middag: Nedtur begrænset af flyvende Siemens Energy
13:21 Unibrew-direktør: Sjældent "normalt" år baner vej for flere solgte øl og bedre indtjening
12:45 Skako bekræfter foreløbige kvartalstal og gentager justerede forventninger
12:41 FLSmidths regnskab øger tiltroen fra Danske Bank: Kursmål løftes til 440 kr.
12:06 Unibrew-finansdirektør: Sjældent "normalt" år baner vejen for bedre indtjening
11:47 Obligationer/middag: Rentestigning forud for amerikansk inflationsrapport
11:32 Aktier/middag: Vestas til tops på konkurrentmeldinger i stabiliseret marked
11:28 Vestas har sikret sig to ordrer i Tyskland på samlet 194 megawatt
11:14 NKT-rival stiger på kapitalmarkedsdag med 2028-målsætninger
10:32 Lundbeck leverer endnu et stærkt vækstkvartal og holder dampen oppe frem mod patentudløb
10:29 Svitzer-chef ser fortsatte prisstigninger på grund af inflationen trods normalisering
10:24 Svitzer-topchef fastholder prognose trods stærke tal for de første ni måneder af 2024
10:00 Svitzer/CEO: Vi fortsat prisstigninger på grund af inflationen
09:47 Siemens Energy sendes i rekord efter løft af mellemlang prognose
09:39 Lundbeck belønnes for nyt stærk kvartal og endnu en opjustering
09:30 Scandinavian Tobacco Groups markedsværdi går op i røg efter regnskab
09:20 Svitzer-topchef fastholder prognose trods stærke tal for de første ni måneder af 2024
09:09 Aktier/åbning: Royal Unibrew, STG og Lundbeck trodser rød åbning efter opjusteringer
08:48 Obligationer/åbning: Renter stiger før inflationtal fra USA