B&O/Nordnet: Fornuftigt regnskab kan give "lettelsens suk"

Udgivet den 06-07-2022  |  kl. 08:59  |  
Arkiv: Foto

Bang & Olufsen har i betragtning af udfordringerne leveret et fornuftigt regnskab, og der kan blive plads til en kursudvikling, der svarer til et "lettelsens suk".

Det vurderer Nordnets investeringsøkonom Per Hansen, der dog pointerer, at man aldrig kan vide sig sikker med hensyn til B&O's aktionerer.

Det sker, efter at den Struer-baserede elektronikkoncern har aflagt regnskab for 2021/22, hvor resultatet ifølge investeringsøkonomen er på niveau med forventningerne fra seneste nedjustering i maj.

I det overståede regnskabsår blev væksten i lokal valuta på 10 pct. til 2,95 mia. kr., men B&O har været ramt af ekstraordinære logistik- og komponentomkostninger på 220 mio. kr., hvilket er en vækst på 155 mio. kr. i forhold til året forinden.

På trods af disse udfordringer er B&O ifølge Per Hansen kommet i mål.

I indeværende regnskabsår, 2022/23, venter Bang & Olufsen en omsætningsvækst på mellem minus 4 pct. og plus 5 pct., mens EBIT-marginen før særlige poster ventes at lande i intervallet minus 2 pct. til plus 3 pct.

Derudover ventes der frie pengestrømme på minus 50 mio. kr. til plus 100 mio. kr.

Per Hansen venter, at B&O vil få lettere ved at skaffe chips i indeværende år samt at transportomkostningerne formentlig også vil falde noget i løbet af året.

På den anden side ser B&O ud til at løbe ind i en ny modvind fra en potentielt svækket købelyst, høj inflation, stigende renter og risiko for en europæisk recession

- Regnskabet er absolut set ikke prangende, men i forhold til udfordringerne er det bestået, vurderer Per Hansen, der pointerer, at aktiekursen allerede har reageret ekstremt negativt på udfordringerne.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Shares❯