Carlsberg: ATP også med kritik af ledelsens aflønning - citat

Udgivet den 14-03-2019  |  kl. 06:55  |  

Carlsbergs ledelse fik på onsdagens generalforsamling i Glyptoteket i København også kritik fra storinvestoren ATP for koncernens aflønning af topledelsen med administrerende direktør Cees 't Harts i spidsen.

Det skriver Finans.

- Uagtet at Carlsbergs ledelse har gjort et godt job med at bringe virksomheden fremad, er vi fortsat af den overbevisning, at den samlede lønramme er for høj, og at den variable del ligger på et for højt niveau, lød det fra vicedirektør i ATP, Claus Wiinblad, ifølge Finans.

Meldingen fra ATP kom efter tilsvarende kritik i Finans fra Bankinvest tirsdag.

Carlsbergs formand Flemming Besenbacher forsvarede dog selskabets lønpolitik, skriver Finans.

- Op til to tredjedele af direktionens vederlag er variabelt og kommer kun til udtryk i forbindelse med udvikling i overensstemmelse med aktionærernes interesser, sagde Flemming Besenbacher, som pegede på, at aflønningen afspejlede de "meget flotte" resultater, som er skabt siden topchefen kom til i 2015.

Bonusaflønningen for direktionen i Carlsberg er baseret på fire kriterier målt over en treårig periode, herunder afkastet, indtjeningen, den organiske vækst og afkastet på den investerede kapital.

Den administrerende direktør i Carlsberg, Cees 't Harts, så i 2018 en stigning i sin samlede aflønning til 52,5 mio. kr., på trods af at driftsresultatet i koncernen samtidig faldt i forhold til 2017 og har ligget stort set fladt siden 2014.

Carlsbergs informationschef, Kasper Elbjørn, bemærkede dog tidligere onsdag over for Ritzau Finans, at Cees 't Harts faste løn blot steg med 2,5 pct. i 2018, og at det primært var den variable løn, der gav forskellen.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder