Carlsberg var tæt på Lehman-krak

Udgivet den 30-10-2013  |  kl. 19:52  |  

Den danske bryggeri-gigant Carlsberg var tæt på at komme i en større katastrofe med Lehman Brothers-krakket. Det kunne have været en barsk realitet med et stort tab. Men Carlsbergs ledelse traf i 2008 en heldig beslutning, som de i dag kan prise sig lykkelige over at have eksekveret. Det siger bestyrelsesformand Povl Krogsgaard-Larsen til Nyhedsbrev for bestyrelser, oplyser Business.dk

Carlsberg kunne let have været endt i en katastrofe, da virksomheden skulle finansiere købet af Scottish & Newcastle. Aktieemissionen var garanteret af den amerikanske finanskoncern Lehman Brothers, som krakkede den 15. september 2008.

- I april 2008 havde vi lige overtaget Scottish & Newcastle, og det skulle vi have finansieret med en aktieemission. Vi diskuterede, hvornår det var bedst for Carlsberg at lave den – i forsommeren eller senere i 2008. Vi blev enige om at klare det i forsommeren. Det tog omkring halvandet måned, og vi reddede 30,5 mia. kroner i land, så vi kunne betale Scottish & Newcastles aktionærer, siger Povl Krogsgaard-Larsen oplyser mediet.

Og fortsætter;

- Man er aldrig 100 pct. heldig eller 100 pct. klog. For mit vedkommende kunne jeg ikke lide at gå og vente på at få aktieemissionen i gang. Der var jo uro i luften, efter de amerikanske realkreditstrukturer vaklede. Tænk, hvis vi havde ventet! Vi havde overtaget Scottish & Newcastle og aktionærerne skulle have deres penge. Hvis vi for eksempel kun havde fået 12-15 mia. kroner ud af aktieemissionen, skulle vi dække de resterende 16-19 mia. med yderligere bankgæld. Så voldsomt var det. Det havde ikke været nemt at finansiere i efteråret 2008, siger Povl Krogsgaard-Larsen.

Udgivet af: NPinvestordk