Centralbanker signalerer støtteopbremsning

Udgivet den 24-06-2020  |  kl. 06:34  |  

De fem største centralbanker i verden har samlet igangsat opkøbsprogrammer for 5000 mia. dollar under coronakrisen, men nu signaleres der fra flere kanter, at opkøbene kan blive reduceret snart.

Det tror markedet dog ikke helt på.

Det skriver Reuters.

De store opkøb har sikret likviditeten i de finansielle markeder, måske endda oversvømmet dem med nypressede penge, og det har sendt de globale aktier kun 10 pct. fra deres rekordniveau, mens det brede marked i USA, målt på S&P 500, blot er 7,5 pct. fra sin top.

I sidste uge lød det fra Bank of England, at den vil reducere sine opkøb - selv om banken udvidede det samlede program med 100 mia. pund. Det gav et kortvarigt dyk i obligationskurserne, mens pundet hoppede lidt op og hurtigt faldt tilbage igen.

Der skete heller ikke det helt store, da Kinas centralbankchef, Yi Gang, opfordrede til tilbageholdenhed med finansiel stimulus og til "rettidig tilbagetrækning" af pengepolitiske værktøjer.

- Min fortolkning er, at centralbanker sender små beskeder, der siger, "tag mig ikke for givet". Nu vil nogle folk lytte, nogle vil ikke, og andre vil sige, "ja, jeg har hørt dig, men jeg tror, du bluffer", kommenter Kim Catechis, chef for investeringsstrategi hos Martin Currie, til Reuters.

- De vil blive der og smide mere vand på ... indtil gløderne er helt slukkede, og de tror ikke, at det job er færdigt endnu.

Federal Reserve (Fed) i USA har lanceret et opkøbsprogram, hvis indledende loft på 700 mia. dollar ganske hurtigt helt blev fjerne, men bankens daglige køb af statsobligationer er nu under 5 mia. dollar mod en top på 75 mia. dollar i marts. I alt er mere end 2300 mia. dollar blevet brugt på obligationskøb i markedet i USA, men i sidste uge faldt bankens balancebeløb - for første gang siden februar.

Et utal af regeringer har også lanceret den ene hjælpepakke efter den anden. Samtidig har centralbankerne sat deres renter helt ned. Hvis ikke de var det i forvejen. Og der er ikke udsigt til, at de skal op lige foreløbigt.

- Når jeg tænker på verdens to store centralbanker, Fed og ECB, ser de ikke ud til at have travlt med at hæve, lyder det fra Salman Baig, investeringschef hos Unigestion.

- Så jeg er ikke alt for bekymret. I det mindste ikke for nu.

Den amerikanske centralbank indikerede på sit rentemøde i november, at den toneangivende rente, der lige nu er i intervallet mellem 0,0 og 0,25 pct., vil blive i det niveau som minimum til udgangen af 2022.

/ritzau/FINANS

Redaktion

Tags:  macro❯  Eurozonen❯  Kina❯  USA❯ 

Relaterede nyheder