Claus Hjorth: Nationalbanken bakker op om Genopretningsplanen
Nationalbanken har i dag offentliggjort sin Kvartalsoversigt for 2. kvartal 2010. Den nye oversigt vurderer blandt andet den seneste økonomiske udvikling og de finanspolitiske udfordringer i både Danmark og udlandet.
Nationalbanken vurderer, at en gradvis konsolidering af de offentlige finanser i Danmark fra 2011 ikke vil stoppe det spirende opsving i økonomien, og understreger, at det er vigtigt for tilliden til dansk økonomi og fastkurspolitikken, at Danmark signalerer vilje og evne til at gennemføre en konsolidering, der bringer det offentlige budgetunderskud ud af verden i løbet af få år.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen udtaler:
- Jeg deler fuldt ud Nationalbankens opfattelse af, at der er udsigt til fortsat fremgang i dansk økonomi, herunder som følge af den aktuelt meget lempelige finans- og pengepolitik. Samtidig er jeg glad for den meget klare opbakning, Nationalbanken giver til regeringens aftale med Dansk Folkeparti om genopretning af dansk økonomi - både konsolideringen af de offentlige finanser med 24 mia. kr. over perioden 2011-13 og forkortelsen af dagpengeperioden fra 4 til 2 år.