Coloplast tager teten efter konkurrentnyt
Et par lovende regnskaber fra et par af Coloplasts konkurrenter har medvirket til at sende medicoaktien til tops på det danske aktiemarked onsdag.
Coloplast stiger 2,8 pct. til 439,6 kr. under påvirkning fra især Deutsche Bank, der står som køber af mere end hver anden Coloplast-aktie. Lukkerekorden fra den 5. marts er 461,3 kr.
- Der er to mindre ting. Konkurrenten Bard kom med regnskab i går aftes, der viste, at deres urologiforretning kører udemærket. Og så er svenske Mölnlycke kommet med tal her til morgen, og deres europæiske sårplejeforretning har det ganske godt. Endelig er Coloplast-aktien faldet små 10 pct. fra toppen, siger analytiker i ABG Sundal Collier Morten Larsen til Ritzau Finans.
Amerikanske C.R. Bard, der blandt andet laver katetre og urologiprodukter, leverede i første kvartal en vækst i lokal valuta på 7 pct. til 201,4 mio. dollar i denne del af sin forretning.
Mölnlyckes tal, der fremgår af regnskabet fra det børsnoterede svenske investeringsselskab, Investor, viste en samlet salgsfremgang på 4 pct. til 287 mio. euro.
Specifikt om sårplejeforretningen oplyses det, at den viste stærk vækst især inden for avanceret sårbehandling, om end også det konventionelle sårplejesegment havde et stærkt kvartal.
Coloplast offentliggør regnskab for andet kvartal af 2013/14 den 7. maj.
/ritzau/FINANS
Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›