Coloplast/ABG: Rivals nederlag lægger pres på aktien

Udgivet den 16-08-2013  |  kl. 11:57  |  

Usikkerheden om Coloplasts mange retssager i USA er fredag igen dukket op til overfladen. Coloplast-aktien falder 1,6 pct., efter at konkurrenten - amerikanske C.R. Bard - torsdag tabte en prøvesag om sit transvaginale net, Avaulta, ved retten i West Virginia.

Sagen er én blandt tusindvis af produktansvarssager, som kvinder har anlagt mod producenter af de transvaginale net, herunder Coloplast, fordi de oplevede komplikationer efter indoperering af nettene mod nedsunket underliv.

Afgørelsen ved retten i Charleston West Virginia betyder, at Bard skal betale i alt 2 mio. dollar til kvinden. Af strafudmålingen er de første 250.000 dollar en direkte erstatning til kvinden, mens de resterende 1,75 mio. dollar er såkaldte "punitive damages" - en slags ekstra straf, som gives for at sikre, at selskabet forhindrer, at lignende sker i fremtiden. Bard vil dog anke sagen, oplyser en talsmand for selskabet ifølge Bloomberg News.

Bard-sagen er en af håndfuld prøvesager, som er trukket frem af et samlet sagskompleks mod Bard på over 8000 sager, fordi de er gennemsnitlige og dermed kan være rettesnor for, hvorledes de øvrige omkring 8000 individuelle sager skal afgøres. Næste mod Bard skal for retten den 19. august.

Og markedet tager tilsyneladende en del af erstatningen som rettesnor for, hvorledes sagerne mod Coloplast falder ud, vurderer analytiker i ABG Sundal Collier Morten Larsen.

- Markedets syn er, at der er "read-through" (fællestræk, red) i forhold til de 250.000 dollar, som Bard skal betale i skadeserstatning. Det er det beløb, som markedet vurderer, Coloplast også risikerer at skulle betale, siger Morten Larsen til Ritzau Finans.

Han understreger dog, at man skal være varsom med at sammenligne erstatningssagerne mod Bard med Coloplasts sager, hvilket også er årsagen til, at den resterende og største del af erstatningen ikke nødvendigvis siger noget om, hvor Coloplast-sagerne ender.

I Bards tilfælde kom det således frem under retssagen, at selskabet har brugt et plastmateriale, som underleverandøren havde advaret om ikke måtte implanteres i mennesker.

Det seneste opgørelse viser, at der er rejst 767 erstatningssager mod Coloplast i USA omkring problemer med syntetiske, transvaginale net til behandling af nedsunket underliv og stressinkontinens.

Hver enkelt sag skal afgøres separat, og Coloplast har flere gange understreget, at man ikke venter, at sagerne vil få "væsentlig indflydelse på selskabets finansielle stilling." Coloplast er forsikret, men dækningens omfang er ukendt.

Dagens kursfald i Coloplast kan ifølge Morten Larsen desuden forklares med, at stemningen om de seneste års aktiedarling så småt er begyndt at vende.

- De viser rigtig god toplinjevækst, men vi har i et par kvartaler set problemer i forhold til at hæve marginen, så meget som markedet forventede.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

09:52 Novo-aktien halveret siden toppen: Farvel til 2300 mia. kr. i markedsværdi
09:30 Novo-aktien halveret siden toppen: Farvel til 2300 mia. kr. i markedsværdi
09:17 Aktier/åbning: Zealand tager gigantisk kurshop på milliardaftale
08:54 Obligationer/åbning: Flad renteudvikling før vigtig inflationsrapport
08:46 Zealands aktiekurs kan stige mere end 30 pct. spår Jefferies
08:43 Zealand Pharma har stor tiltro til kombination mellem kronjuvel og mulig "best in class"-molekyle
08:29 Råvarer: Svagere dollar sender oliepriserne i opadgående retning
08:22 Aktier/tendens: Zealand har udsigt til topplacering i ventet grønt marked
08:17 Zealand Pharma har fundet en partner til Petrelintid: Topchef ser enormt potentiale i overskudsdeling
08:00 Tysk våbenproducent skruer lidt ned for salgsvæksten i år efter rekord i 2024
07:37 Zealand har fået gigantaftale med wauw-effekt i hus mener Nordnet
07:32 Obligationer/tendens: Nye rentestigninger i sigte med fokus på amerikansk inflation
07:22 Zealand Pharma finder schweizisk partner til sin kronjuvel
07:06 Novo får skåret kursmålet hos Jefferies efter skuffende Cagrisema-tal
06:58 EU vil indføre nye afgifter som svar på amerikansk told
06:49 DSV får købsanbefaling hos Jefferies: Ser positivt på strategi og Schenker-opkøb
06:38 Genmab får skåret kursmålet hos Morgan Stanley efter Hexabody-afgørelse
06:37 Asien: Bekymrede investorer forsøger at finde fodfæste
06:35 EU vil lægge told på varer fra USA for 26 mia. euro.
06:34 Ukraine støtter forslag om våbenhvile - USA genoptager militær støtte