Columbus IT Partner 6 mdr.: Før skat 20,2 mio. kr. (25,8 mio. kr.)

Udgivet den 24-08-1999  |  kl. 16:50  |  

København--24. august--NetPosten--Koncernen omsatte samlet for 278,0 mio. kr. i 1. halvår mod 234,4 mio. kr. i samme periode sidste år, svarende til en vækst på 19 pct. Koncernen har øget salget af software med hele 45 pct. Resultatet før skat blev 20,2 mio. kr. mod 25,8 mio. kr. for samme periode sidste år. Det fremgik tirsdag af selskabets halvårsregnskab.

Nedgangen i det samlede resultat skyldes primært resultaterne for datterselskaberne i Danmark og England. I begge selskaber har det været nødvendigt at foretage større investeringer i intern uddannelse end forventet. Derudover havde datterselskabet i Hong Kong et ekstraordinært godt 1. halvår i 1998, hvilket påvirker sammenligningen mellem de to perioder. De øvrige datterselskaber har generelt udvist en positiv udvikling i relation til omsætning og indtjening.

I 1. halvår gennemførtes en øget decentralisering med henblik på inddragelse af de lokale ledelsers indflydelse på fælles aktiviteter. Organisationsstrukturen er nu baseret på en række internationale tværorganisatoriske teams, der er ansvarlige for hver deres strategiområde.

Ændringen har samtidig muliggjort nedlæggelsen af et antal stabsfunktioner på hovedkontoret i København.

Selskabet forventer en samlet vækst i omsætningen for 1999 i størrelsesordnen 40 pct. i forhold til 1998 med et resultat før skat i samme niveau som for 1998. Der forventes dog et noget højere resultat efter skat og minoritetsinteresser end i 1998.

Nedjusteringen af den forventede indtjening skyldes de øgede investeringer i relation til intern uddannelse, som introduktionen af AXAPTA har nødvendiggjort i specielt Danmark og England. Desuden har indtrængningen på det, for Columbus IT Partner nye, offentlige marked i Danmark også haft indvirkning på resultatet.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder