Danskerne havde 1121 mia. kr. stående på bankkontoen i oktober

Udgivet den 27-11-2023  |  kl. 09:36  |  

Danskernes opsparing i banken var ved udgangen af oktober på 1121 mia. kr.

Det er det næsthøjeste niveau nogensinde, men dog et lille fald på 2 mia. kr. fra rekordniveauet på 1123,5 mia. kr. måneden før.

Det viser nye tal fra Nationalbanken.

Siden januar er opsparingen steget ca. 39 mia. kr.

- De mange milliarder fungerer som en stødpude i en tid, hvor priserne har været på himmelflugt og taget solide lunser af budgettet, skriver privatøkonom Brian Friis Helmer fra Arbejdernes Landsbank i en kommentar.

Han finder det dog vigtigt at være opmærksom på, at bankindlånet er ulige fordelt blandt danskerne, og "langtfra alle vil kunne genkende sig selv i tallene".

Hos Sampension forbinder markeds- og kunderådgivningschef Anne-Louise Lindkvist den store opsparingsvækst blandt andet med, at mange danskere i år har fået de største lønstigninger i årevis.

Samtidig er inflationen dykket gevaldigt.

- Hertil kommer, at der er fortsat fremgang i beskæftigelsen herhjemme, ligesom at man i flere banker nu igen kan få en positiv rente på sit indlån, skriver Anne-Louise Lindkvist i en kommentar.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Seneste nyheder