Deutsche Telekom forsøger at manipulere markedet

Udgivet den 16-08-2001  |  kl. 10:47  |  

Deutsche Telekom lover nu at tilføre fremtidige forretninger til seks investeringsbanker, hvis de indvilliger i ikke at handle større blokke aktier i selskabet fra deres store investorer. Et forsøg på at forebygge større kursfald i markedet, skriver Financial Times.

- Imidlertid er det spørgsmålet om Deutsche Telekom vil være i stand til at manipulere og presse markedet på denne måde. En salgsordre skal nok finde frem ligegyldigt hvordan, og investeringsbanken står til at miste kunden, såfremt de ikke kan servicere og varetage kundens interesser. Det er min opfattelse, at forsøget er dømt til at mislykkes, men det må være et trængt selskab, der prøver at tage sådanne midler i brug, siger en aktieanalytiker til NetPosten.

Forsøget kommer efter et kursfald på Deutsche Telekom-aktien i sidste uge på 20 pct. initieret af et salg på 1 mia. EUR modsvarende 44 mio. aktier, fra Deutsche Bank. Dette bragte banken, som forestod emissionen af Deutsche Telekom i 1996, på kollisionskurs med selskabet.

Efter kursfaldet indrykkede Deutsche Telekom så en annonce udformet som et brev til selskabets investorer fra bestyrelsesformanden Ron Sommer. Det har sat spekulationer i gang, om hvorvidt der er tale om aktier solgt inden lock-up perioden i forbindelse med overtagelsen af VoiceStream. Handelen er nu underlagt en undersøgelse. Handelen blev gennemført til kurs 23,6 EUR.

For de historieinteresserede blev Deutsche Telekom i 1996 udbudt til kurs 28,5 DEM modsvarende 14,6 EUR, og kursen toppede i marts 2000 i EUR 104,80.

Deutsche Telekom handles kl. 10.39 i kurs 18,30 EUR.


Udgivet af: NPinvestordk