ECB affyrer ny bredside med lempelser
Den Europæiske Centralbank, ECB, har torsdag leveret et festfyrværkeri af pengepolitiske lempelser.
Den toneangivende rente, refi-renten, sænkes med 5 basispoint til 0,00 pct. Samtidig reduceres indskudsrenten med 10 basispoint til minus 0,40 pct. Det er den laveste nogensinde og det niveau, som økonomer ifølge Bloomberg News havde ventet.
Bankens opkøbsprogram for obligationer forhøjes med virkning fra april med 20 mia. euro til 80 mia. euro. Det er mere end ventet blandt økonomer. Her var forventningen 75 mia. euro.
Listen over obligationer, som ECB køber under programmet, bliver udvidet og kommer nu også til at dække virksomhedsobligationer fra andre selskaber end banker.
En ny serie af TLTRO-lån med en løbetid på fire år bliver også introduceret - og det sker med en negativ rente.
- Det er tiltag, der bestemt vil bidrag til at holde de lange renter nede, lyder vurderingen fra Nykredits chefanalytiker Tore Stramer.
- Det bør ses som en klar reaktion fra ECB's side på, at faldet i markedets inflationsforventninger har fået ny næring, som følge af at inflationen nu igen er negativ i euroområdet. Dertil kommer også, at den seneste svækkelse i den globale økonomi har svækket de økonomiske udsigter i euroområdet under ét, fortsætter han.
/ritzau/FINANS
Tags: Eurozonen❯