ECB ser stor genrejsning og løfter vækst- og inflationsskøn

Udgivet den 10-06-2021  |  kl. 15:00  |  

Den Europæiske Centralbank (ECB) løfter sine skøn for den økonomiske vækst og for inflationen i år og næste år.

For 2023 fastholdes prognoserne fra marts i år.

For 2021 venter ECB nu en økonomisk vækst på 4,6 pct. mod tidligere ventet 4,0 pct.

Forventningerne til næste års BNP-vækst er nu 4,7 pct. mod tidligere ventet 4,1 pct., og for 2023 venter ECB fortsat en BNP-vækst på 2,1 pct.

Det oplyser Christine Lagarde, der er chef for ECB, på et pressemøde efter torsdagens rentemøde i banken.

Hun understreger, at centralbanken venter en meget stærk genrejsning i økonomien i særligt andet halvår af i år. En genrejsning, der allerede er startet i andet kvartal.

Det skyldes blandt andet en stor stigning i udrulningen af covid-19-vacciner, der vil sikre færre restriktioner i resten af året.

Derudover venter ECB en stor stigning i privatforbruget, efterhånden som nedlukningerne skrottes, hvilket blandt andet også kan give et stort comeback i servicesektoren, der har været hårdt ramt af krisen.

INFLATIONEN ER GÅET I VEJRET

Også skønnene for inflationen i år og næste år løftes, mens skønnet for 2023 fastholdes.

For 2021 venter centralbanken nu en inflation på 1,9 pct., mens skønnet ved prognosen i marts lød på 1,5 pct.

For 2022 venter ECB nu en inflation på 1,5 pct. mod tidligere ventet 1,2 pct., og året efter ventes inflationen fortsat at blive 1,4 pct.

Ifølge Christine Lagarde er inflationen i euroområdet steget pænt de seneste måneder, og centralbankchefen understreger også, at der er yderligere stigninger i vente i de kommende måneder.

En stor del af de stigende forbrugerpriser skyldes dog såkaldte basiseffekter og store stigninger i oliepriserne.

ECB venter derfor også, at inflationen igen vil dykke i starten af næste år.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  macro❯  Eurozonen❯ 

Relaterede nyheder