ECB's Nagel antyder at næste rentenedsættelse kan trække ud

Udgivet den 10-06-2024  |  kl. 12:29  |  

Det kan trække ud med den næste rentenedsættelse fra Den Europæiske Centralbank, ECB. Det signalerer Joachim Nagel, chef for den tyske centralbank og medlem af ECB's styrelsesråd, mandag i en tale i Leipzig, rapporterer Bloomberg News.

Her understreger Nagel, at banken vil træffe sine rentebeslutninger på baggrund af økonomiske data, og at banken stadig har behov for at blive bekræftet i, at inflationen er på vej mod målsætningen på 2 pct.

- Billedligt talt: Jeg ser os ikke på en bjergtop, hvorfra vi uundgåeligt vil komme ned.

- Jeg ser os snarere på en højderyg, hvor vi stadig skal finde det rigtige punkt for en videre nedstigning, siger Joachim Nagel.

Meldingen følger endnu mere varsomme signaler fra ECB-chef Christine Lagarde i forbindelse med rentemødet i sidste uge.

- Styrelsesrådet forpligter sig ikke på forhånd til en bestemt rentebane, sagde ECB-chef, Christine Lagarde, ved den lejlighed oven på bankens beslutning om at sænke den toneangivende indskudsrente med 25 basispoint til 3,75 pct.

Det ECB's første rentenedsættelse i næsten fem år.

Økonomer venter yderligere en til to rentenedsættelser i år.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  macro❯  Eurozonen❯