Europa/lukning: Polsk distributør trak fra rødt felt tynget af jobtal

Udgivet den 06-09-2024  |  kl. 17:48  |  

Den polske pakkedistributør Inpost klarede fredag frisag i et rødt Europa efter den imødesete jobrapport fra USA.

I modsatte ende faldt franske Elis med længder mest, da tekstilselskabet havde lagt bud på amerikanske Vestis.

Det brede fælleseuropæiske aktieindeks Stoxx 600 tabte 1,1 pct. til 506,56. For ugen faldt indekset 3,6 pct. efter fem dage i rødt i træk.

Tilbagegangen fredag fulgte den officielle beskæftigelsesrapport fra USA, der viste en mindre jobskabelse end ventet i august og en nedrevidering af tallene for juni og juli.

I alt blev der skabt 142.000 stillinger i august mod ventet 165.000, mens der for de to måneder før var tale om en nedrevidering på i alt 86.000 stillinger.

Den indledningsvise reaktion var positiv, men den gik sidenhen i sig selv.

- Markedet kæmper virkelig med denne her ... det er i midten af, hvad der kunne retfærdiggøre enten en sænkning på 25 eller 50 basispoint, siger Gennadiy Goldberg, der er chefstrateg i TD Securities, ifølge Reuters om tolkningen af jobrapporten.

INPOST BELØNNET EFTER REGNSKAB

Den polske pakkedistributør Inpost imponerede fredag markedet med sit regnskab for andet kvartal, der også indeholdt nyt om forventningerne til tredje og for helåret.

I indeværende kvartal ser Inpost en mulighed for højere onlinehandel i Polen og en lille mulighed for at slå sine årsforventninger.

Aktien steg 11,7 pct. til 17,89 euro.

Den franske tekstil- og hygiejnevirksomhed Elis faldt omvendt mest af alle aktier i Stoxx 600 efter et bud på amerikanske Vestis.

Elis har bekræftet sit bud, men det er endnu uklart, hvad det franske selskab har budt for Vestis, der tidligere er blevet værdisat til omkring 2 mia. dollar.

Buddet faldt ikke i markedets smag, og aktien i Elis faldt 15,7 pct. til 19,50 euro. på børsen i Paris. Hos børshuset Bernstein bekymrer man sig ifølge Bloomberg News blandt andet over manglende synergier ved et køb i USA.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯