Europa/lukning: Siemens Energy i top i positivt Europa

Udgivet den 28-06-2023  |  kl. 17:48  |  

De europæiske aktier havde en god dag onsdag. Det brede europæiske indeks, Stoxx 600, steg 0,7 pct. til 456,05, mens de tre største indeks i Europa, FTSE 100, CAC 40 og DAX, steg mellem 0,5 og 1 pct.

Det amerikanske marked sprang tilbage tirsdag efter gode økonomiske data. Den positive tendens bredte sig onsdag til Asien og er fortsat i den europæiske handel og ingen urovækkende nyheder fra Portugal-mødet blandt centralbankcheferne var med til at sikre den god stemning.

I toppen i Stoxx 600 endte sidste uge prygelknabe, Siemens Energy. Aktierne i Vestas-konkurrenten steg 6 pct. til 15,56 euro. Det skete efter, at det amerikanske finanshus Goldman Sachs fastholdt sin købsanbefaling af aktien. Finanshuset noterer sig, at den negative kursreaktion i markedet, siden selskabet suspenderede sine forventninger fredag i sidste uge, nu har sat sig så rigeligt i aktiekursen.

Fredag faldt aktien gigantiske 37,3 pct. Mandag faldt den 3,8 pct, hvilket var nok til endnu en bundplacering i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks. Tirsdag steg aktien 2 pct., og onsdag fortsatte opturen dermed for omblæste aktie.

Den tyske ejendomskoncern Adler Real Estate er onsdag blevet ransaget af de tyske myndigheder, skriver Bloomberg News. Det sker efter anklager om ulovlig bogføring og markedsmanipulation.

Aktien i Adler Group steg dog alligevel 8 pct. Adler Real Estate faldt derimod knap 2 pct. Adler Group har en ejerandel i Adler Real Estate på hele 96,9 pct.

.\\˙ MarketWire

Claus Mikkelsen

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯