Finanstilsyn opfordrer selskaber til at komme med ny prognose

Udgivet den 03-08-2020  |  kl. 14:55  |  

De økonomiske og forretningsmæssige konsekvenser af coronakrisen er i dag mere belyste end i marts, ligesom at udviklingen for første halvår er kendt, og derfor forventer Finanstilsynet som udgangspunkt, at de danske selskaber bør være i stand til at præsentere nye forventninger til året.

Det skriver Finanstilsynet mandag.

En lang række danske selskaber trak i marts forventningerne til året tilbage, da coronakrisen for alvor tog fat, og politikerne besluttede at lukke store dele af samfundsaktiviteten ned.

Dengang meddelte Finanstilsynet, at det ekstraordinært var muligt for udstedere at suspendere de tidligere udmeldte forventninger til året, hvis de på grund af corona ikke længere kunne stå inden for de udmeldte forventninger.

Tilsynet opfordrer nu til, at selskaberne hurtigst muligt efter en suspension melder nye forventninger ud til markedet.

- I lyset af at udstederne nu i vidt omfang har kendskab til udviklingen i første halvår, at disse kan sammenlignes med de tidligere års resultater, at BNP-prognoser og de første scenarier for covid-19's følger er opgjort, er det Finanstilsynets umiddelbare vurdering, at udstederne bør have et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag for at melde nye forventningerne ud, skriver Finanstilsynet.

- Det er således væsentligt, at udstederne melder nye forventninger ud hurtigst muligt, fordi de potentielle investorer ikke på nuværende tidspunkt har adgang til guidance, som de kan støtte sig op ad ved deres investeringsbeslutninger, tilføjer Finanstilsynet.

Tilsynet begrunder sin holdning med, at en af grundstenene for velfungerende kapitalmarkeder er kommunikation til markedet fra selskaberne.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Danmark❯ 

Relaterede nyheder