FLSmidth/Danske: Skærer estimater efter sløjt kvartal
Danske Markets sænker sit estimat for omsætningen og indtjeningen i FLSmidth for hele regnskabsåret 2012 med 1 pct. efter et kvartal, hvor ordreindgangen har været sløv på det vigtige marked for mineudstyr. Det skriver banken i en kommentar tirsdag.
Danske hæfter sig ved, at cement-divisionen fortsat klarer sig godt, men at den nedadgående tendens for selskabet som helhed som minimum vil fortsætte - særligt forbundet med en risiko for, at lavere kinesisk efterspørgsel vil gøre ondt på metalpriserne.
Det vurderes dog, at FLSmidth-aktien fortsat ikke handles for dyrt, og derfor fastholder Danske Markets anbefalingen "hold" og kursmålet 330 kr. Tirsdag eftermiddag er FLSmidth-aktien i tæt konkurrence med de to Mærsk-aktier om en topplacering i C20-indekset. Aktien stiger med 3,2 pct. til 337 kr.
/ritzau/FINANS
Mikkel Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk